International virksomhed så Annes navn i magasin om unge talenter. Så ringede de til hende med et tilbud

Anne Brink Pedersen var i 2018 blandt de 100 talenter, som Berlingske valgte at sætte fokus på i det års udgivelse af Talent 100. Få måneder senere var hun blevet ansat som adm. direktør i en international virksomhed.

Anne
Anne Brink Pedersen er i dag administrerende direktør i IST Danmark. For under et år siden var hun en af de 100 talenter i Berlingskes særudgivelse Talent 100. Det banede vejen til topjobbet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Anne Brink Pedersen sad i et godt og solidt job som kontorchef i Undervisningsministeriet, da hun i foråret 2018 blev indstillet og senere udvalgt som et af de 100 talenter i Berlingskes årlige udgivelse, Talent 100.

Kort tid efter publiceringen af magasinet, der hylder og sætter fokus på et bredt udsnit af talenter fra dansk erhvervsliv, blev hun kontaktet af en stor svensk IT-koncern, der var på udkig efter en ny dansk topchef.

»Jeg tror, de var på udkig efter en anden profil, end de normalt ledte efter,« fortæller hun.

Ledelsen i virksomheden IST var netop stødt på hendes navn i magasinet, hvor hun var et af i alt ti talenter inden for kategorien Det Offentlige. Hun kalder selv sin deltagelse i Talent 100 for en form for udstillingsvindue, der banede vej for et match, som ikke nødvendigvis var blevet en realitet.

»Hvis den stilling var slået op, er det ikke sikkert, at jeg havde set den eller søgt den,« forklarer hun.

Ville arbejde for en god sag

For på trods af at tanken om et jobskifte til det private erhvervsliv havde strejfet hende ved flere lejligheder, virkede det alligevel ikke ligetil for den 34-årige leder, der er uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet i 2012.

»Det er et skifte, som kan være svært, når man er embedsmand og har en uddannelse, som taler meget til det offentlige. Så selv om jeg altid har gået med den tanke, har jeg ikke vidst, hvordan jeg skulle tage det skridt,« siger hun.

Anne Brink Pedersen er glad for, at der er så kort afstand fra tanke til handling i sit nye job som adm. direktør i IST Danmark. »En beslutning skal ikke igennem tre chefer og tre fuldmægtige, inden der kan eksekveres. Det er befriende, og kan få mig til at blive helt glad indeni. Jeg havde helt glemt, hvordan det var bare at kunne træffe beslutninger og handle - så jeg bliver stadig overrasket over, hvor hurtigt alt fra forhandlinger om samarbejder og bestilling af nye skriveborde faktisk kan gå,« forklarer hun. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Ifølge Anne Brink Pedersen var det et ønske om at gøre en forskel i danskernes hverdag, der drev hende i jobbet som kontorchef i Center for Udgående Kvalitetsarbejde i Undervisningsministeriet, hvor hun var én af to chefer for 130 ansatte i ministeriet.

»Jeg var vant til at arbejde for den gode sag. Jeg er motiveret af at gøre en forskel. Når jeg gik på arbejde i Undervisningsministeriet, handlede det om, at der var mennesker ude i samfundet, der skulle have det bedre, og helt konkret ville jeg gerne gøre en forskel for eleverne. Det var jeg i tvivl om, om jeg kunne få i det private erhvervsliv.«

Samme værdier

Hun blev i løbet af sommeren 2018 tilbudt jobbet som administrerende direktør i IST Danmark og dermed blive en del af koncernledelsen i selskabet, der med over 500 ansatte har hovedkontor i Sverige og er til stede i en stribe lande. Hun sagde ja, men det var ikke uden overvejelser.

»Jeg gjorde mig mange tanker omkring det at arbejde for bundlinjen kontra den gode sag. Men så fandt jeg en virksomhed, der gjorde det. Som havde de værdier, som jeg også havde. Jeg troede ikke, at det fandtes derude, men det gjorde det. Målet er, at eleverne skal lære mere.«

IST er en svensk koncern, der laver digitale løsninger til grundskoler og ungdomsuddannelser. Koncernen er tungt til stede i Danmark, hvor samtlige kommuner i landet køber ydelser af IST. Hun har nu været administrerende direktør i den private virksomhed siden sensommeren, og det har ifølge hende selv været en god oplevelse.

Anne Brink Pedersen har som administrerende direktør i IST cirka 100 ansatte i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Jeg er nu chef for en stor virksomhed, der også skal tjene penge, for det skal vi. Og det er nok også sundt nok for en embedsmand at lære at tjene penge. Men frem for alt er der et højere formål med at gå på arbejde hver dag. Det, vi laver, gør en forskel for mange, og det er vigtigt for mig.«

Hun peger selv på fordelen ved at være i en organisation, hvor der er kort vej fra beslutning til handling og den personlige udvikling, som hun på få måneder har gennemgået ved at skulle agere ganske anderledes end i et ministerium.

»Jeg gik fra at være meget tryg. Jeg har jo altid været embedsmand og været i det ministerium, føler jeg. Så er det et stort spring at skulle drive en stor virksomhed. Det er jo mig, der overordnet set står på mål for det, vi laver i Danmark,« siger hun.

Efter sit skifte fra offentlig til privat vurderer hun, at begge sektorer kan lære af hinanden.

»Derfor håber jeg, at flere får modet til at skifte mellem sektorerne fremover. Det ville gavne både centraladministrationen og dansk erhvervsliv.«

DEADLINE 20 FEBRUAR: Igen i år sætter Berlingske Business fokus på de mest lovende talenter i dansk erhvervsliv. Det gør vi i vores Talent 100-kåring, hvor vi finder og portrætterer 100 udvalgte talenter under 36 år. Du kan indstille din kandidat på berlingske.dk/talent100