Intel viser sin nye super-processor

Intel beskriver sin nye chiparkitektur Sandy Bridge som en revolution for pc-branchen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mandag morgen amerikansk tid startede Intels Developer Conference i San Francisco og det store tema var den nye chiparkitektur Sandy Bridge til bærbare og stationære computere. Intel-chef Paul Otellini betegnede ligefrem den nye chiparkitektur som en revolution i sin keynote mandag.

Sandy Bridge er efterfølgeren til den aktuelle Nehalem mikroarkitektur, som blev introduceret i november 2008 og bruges i alle Core i3, i5 og i7 processorer.

Den vigtigste nyhed i Sandy Bridge er nok, at CPU og GPU nu sidder på samme chip. Intel har tidligere forsøgt sig med integreret grafik, men ydelsen har været skuffende. Denne gang skulle det være anderledes.


Intel fortæller at grafikydelsen i Sandy Bridge er 25 gange hurtigere end Intels integrede grafik fra 2007. Missionen for Intel er at gøre GPU'en overflødig.

Paul Otellini og hans team demonstrerede en computer med Sandy Bridge på scenen og sammenlignede ydelsen med en notebook med en Nvidia Geforce 310M GPU. Begge blev sat til at køre Starcraft 2 og samtidig optage en scene fra spillet med Xfire. Det kørte ganske flydende i Intels demonstration.

I Sandy Bridge kommunikerer chippens CPU- og GPU-kerne over en fælles L3-cache. Det skulle være fire-fem gange hurtigere end alt, hvad man hidtil har set af integreret grafik. Samtidig har alle kernerne adgang til Turbo Boost. Sandy Bridge bruger en ny sokkel, LGA-1155.

De første Sandy Bridge-processorer med 32-nanometer-teknologi skulle være klar allerede i år og efterfølgeren Ivy Bridge kommer så i slutningen af 2011 med 22-nanometer-teknologi. Dermed følger Intel sin velkendte tick-tock-strategi.

Hvert andet år kommer en helt ny mikroarkitektur – i dette tilfælde Sandy Bridge – og hvert andet år bliver den eksisterende arkitektur flyttet til en lavere strukturbredde.

Intel forventer selv at de første computere med Sandy Bridge kan købes i starten af 2011.


Men konkurrenten AMD sover ikke og netop i denne uge vil AMD for første gang fremvise sin første Fusion APU (Accelerated Processing Unit) med kodenavnet Zacate. Det er en dual-core, 18-watt processor, som også integrerer CPU og GPU på samme enhed og skal levere en ydelse, der svarer til et selvstændigt grafikkort.

Det er nok ikke helt tilfældigt, at AMD har valgt at fremvise Zacate samtidig med Intel Developer Forum. I modsætning til Sandy Bridge understøtter Zacate DirectX 11 og AMD kan trække på erfaringerne fra sin grafik-division (det gamle ATI).

Intel har ikke haft en heldig hånd med grafik indtil nu og selskabet måtte opgive det meget omtalte super-grafikkort Larrabee. Men i hvert fald én af teknologierne fra Larrabee – ringbussen – ser ud til at have fundet vej til Sandy Bridge.