Innovationspris til nytænkende ingeniører

Torsdag aften danner Bella Center ramme om finalen i Entrepreneur of the Year. Før hovedprisen afsløres, bliver en stribe andre uddelt. En af dem går til et par kloge hoveder i Skanderborg.

EY Entrepreneur of the Year i Bella Center. Vinder af region Midtjylland, Dansk Ingeniørservice.De to direktører, Michael Gadeberg og Søren Bunk. Den 24. november 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Over 700 gallaklædte erhvervsfolk sidder torsdag aften side om side i Bella Center i København for at hylde og hædre noget af det ypperste, dansk erhvervsliv kan præstere.

Den danske finale i vækstdysten Entrepreneur of the Year er skudt i gang, og en stribe priser bliver uddelt. Den såkaldte innovationspris er netop blevet afsløret, og den går i år til Skanderborg-virksomheden Dansk Ingeniørservice A/S.

Dansk Ingeniørservice løser tekniske problemer for industrivirksomheder, og designer nye maskiner. Det gør den med stor succes, men det var ikke bare det, der var udslagsgivende for, at den uafhængige jury pegede på Dansk Ingeniørservice som kategorivinder i år.

»I sin levetid er virksomheden med en meget flot vækst gået fra lille iværksætterfirma til at blive en globalt orienteret videns- og innovationsvirksomhed,« lød juryens forklaring med tilføjelsen:

»Årets vinder har passion og kompetencer for teknik og processer og finder nye innovative løsninger på tekniske udfordringer. Virksomheden er en videnvirksomhed, der lever af at skabe værdi for andre. Dens kunder er blandt de største og mest innovative virksomheder i Danmark og i stigende grad i udlandet.«

Aftenen startede med uddelingen af en stribe priser. Én var startup-prisen, der gik til European Protein A/S, som producerer fermenteret proteinfoder til husdyr. Life science-prisen gik til medicinalselskabet Acesion Pharma ApS, mens cleantech-prisen gik til Danweee Recycling A/S, som gør sig i håndtering af elektronisk affald.

Allerede tirsdag kunne arrangøren EY afsløre, at den såkaldte ærespris gik til industrikoncernen Danfoss.

Prisuddelingen fortsætter torsdag aften i Bella Center og den lukkes af med kåringen af konkurrencens nationale vinder, der skal repræsentere Danmark i den internationale finale til sommer i fyrstedømmet Monaco.