Ingeniørbranche jubler over jobfest

De danske rådgiverhuse har aldrig haft så mange på lønningslisten - hverken herhjemme eller i udlandet.

Læs mere
Fold sammen

Det går strygende for Rambøll, Cowi, Niras og de andre ingeniørhuse, som aldrig har haft så mange ansatte før.

Det fremgår af en dugfrisk medarbejderstatistik fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).

Meldingen kommer få dage efter, at Berlingske Business kunne fortælle, at brancheorganisationen Dansk Byggeri forudså endnu to sløje år i 2015 og 2016 for bygge- og anlægsbranchen - det er ellers her, ingeniørerne traditionelt henter den klart største del af deres omsætning.

Gennem 2014 øgede rådgiverne beskæftigelsen herhjemme med knap fire procent til 12.388 – det højeste nogensinde. Samtidig steg antallet af job i udenlandske afdelinger og datterselskaber med 5,5 procent til 11.600.

»Antallet af medarbejdere er nu højere, end da højkonjunkturen bragede af sted. Branchen har i høj grad brugt krisen til at omstille forretningen, den er blevet mere omkostningsbevidst, mere robust og mere international,« siger administrerende direktør Henrik Garver fra FRI.

Det kan blandt andet ses i sammensætningen af medarbejdere, hvor den administrative stab udgør en mindre andel - med en tilsvarende stigning i andelen af ansatte, der udløser »fakturerbare timer«. Den udvikling kan hænge sammen med, at der er sket en konsolidering med større virksomheder.

Opkøb kan også forklare en del af fremgangen hos de ti største rådgiverhuse, som samlet har øget beskæftigelsen herhjemme med over 400 mand til godt 9.500. Og ni ud af de ti største er vokset, kun hos de britiskejede jernbanespecialister Atkins er der blevet lidt længere mellem bordene.

På listen over de største har Niras overtaget tredjepladsen fra hollandskejede Grontmij - her er den lokale topchef, Søren Larsen, netop varslet udskiftet med Grontmijs hidtige chef i Storbritannien, John Chubb.