Ingeniørboss og supereuropæer

Som 34-årig blev Henrik Garver direktør for de danske ingeniørfirmaer. De er sluppet nådigt gennem finanskrisen, og som supereuropæer kan han glæde sig over branchens store vækst i udlandet.

Som 17-årig drog Henrik Garver - I dag direktør for de rådgivende ingeniører - til North Queensland i Australien som udvekslingsstudent. Senere tog han et semestre i Skotland og var på feltarbejde i Østafrika. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

CVet for 39-årige Henrik Garver kan skrives kort, for han har kun haft én arbejdsplads, siden han afleverede sit speciale i statskundskab i 2000, nemlig Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) med en medlemsliste, der omfatter Rambøll, Cowi, Niras og 340 andre rådgivere inklusive en masse enmandsfirmaer.

Der var dog et par måneders hul, hvor han kæmpede for et dansk ja ved euroafstemningen i 2000.

»Jeg arbejdede i eurokampagnen, men desværre tabte vi jo. Jeg har altid brændt for europasagen, og jeg har haft flere poster i Europabevægelsen, blandt andet som lokalformand i København og medlem af hovedbestyrelsen,« siger Henrik Garver.

Han tilbragte også et semester på universitetet i den skotske olieby Aberdeen – blandt andet for at lære mere om britisk EU-politik. På overbygningen var han desuden tre måneder på feltarbejde i Tanzania for at følge demokratiudviklingen og dermed anvende statskundskab i praksis. Og før universitetstiden var han udvekslingsstudent i Australien.

Tæt på virksomhederne

Jobbet hos ingeniørerne var i hans øjne oplagt.

»Jeg ville hellere arbejde på den private side af banen frem for at være embedsmand, og så er organisationsverdenen oplagt. Karrieremæssigt har det været rigtigt spændende, fordi FRI er en lille organisation, hvor man er tæt på virksomhederne,« siger Henrik Garver.

Han begyndte som konsulent, blev siden chefanalytiker, tog en supplerende MBA-grad og blev i 2008 udnævnt til administrerende direktør og dermed frontfigur for hele branchen i en alder af kun 34.

»Jeg kendte branchen godt og havde god opbakning fra bestyrelsen. Det er et sjovt job, for vores virksomheder lever af viden og er med til at udvikle fremtidens samfund. Uden rådgivende ingeniører kan vi reelt set ikke løfte de opgaver, der knytter sig til klimaforandringer, lavenergibyggeri, urbanisering og så videre. Ingeniørdesign skaber et bæredygtigt, moderne samfund, og derfor er det et problem, når interessen for naturvidenskab og teknik er så lav blandt unge i Danmark,« siger Henrik Garver.

Fokus på eksport

Finanskrisen satte ind få måneder efter hans tiltræden, men de rådgivende ingeniører er sluppet langt billigere gennem fem trælse år end sektorer som industrien og byggeriet. Den hjemlige beskæftigelse er stort set blevet fastholdt, og den udenlandske omsætning er steget – både eksportopgaver løst hjemmefra og rådgivning udført i lokale datterselskaber.

Supereuropæeren kan glæde sig over, at mange af medlemmerne er blevet mere internationale og nærmest opfatter vores nabolande som hjemmemarked.

Branchen har desuden undgået nævneværdige konkurser, men krisen har sat indtjeningen under pres, og også internt har Henrik Garver haft udfordringer: For et par år var en række mindre medlemsvirksomheder utilfredse og gjorde klar til at danne en ny brancheforening.

»Det lykkedes dog at holde sammen på foreningen, blandt andet ved at mødes med mange medlemmer og afdække deres ønsker og behov og ved at udvikle en ny kontingentmodel. Desuden har vi synliggjort, hvordan FRI varetager interesserne for virksomhederne og gør en forskel,« siger han om forløbet.

Ifølge FRI-direktøren har brancheorganisationen ændret sig væsentligt de senere år.

»Da jeg blev direktør, blev FRI tilknyttet Dansk Industri, så vi kunne bruge flere kræfter på at arbejde for bedre rammevilkår og på at blive mere synlige. Før var FRI mere en faglig personforening.«

Kun Europa

Selv om Henrik Garver har været meget aktiv i Europabevægelsen, så har partipolitik aldrig appelleret til ham.

Han er opvokset i Vordingborg på Sydsjælland og bor i dag i parcelhus i Solrød Strand med sin hustru og parrets to børn på to og fire år. Deres alder betyder, at mere fjerne destinationer i nogle år er lagt på hylden, fortæller den engagerede europæer.

»Nu rejser vi i børnehøjde og kun i Europa.«