Ingen vil overtage DSBs dyre salgsvogn

Et højt lønniveau gør det svært at finde et nyt selskab til at drive de urentable salgsvogne i DSBs tog.

 Salgsvognene i DSBs tog giver store underskud, blandt andet på grund af et meget højt lønniveau. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Stampe

Medarbejderne tjener 475.000 kroner om året for at køre med minikiosken i DSBs tog. Det gør det dog samtidig svært for DSB at finde en ny partner til at overtage servicevognene.

Det skriver Epn.dk. DSB har selv drevet minikioskerne med kæmpeunderskud siden 2004. Derfor er de blevet en tungt lod på ca. 925 millioner kroner i DSBs samlede gæld på 17,55 milliarder kroner.

Af samme grund står mulige aftagere heller ikke ligefrem i kø for at overtage de dyre vogne, siger underdirektør Anette Haugaard fra DSB Tog til Epn.dk.

"Vi har ikke kunnet finde en ekstern partner, der vil drive det under de givne vilkår. Det er ikke muligt at drive en salgsvogn med overskud," siger hun.

"Det er ikke fordi, at vi er ringere end andre togselskaber. Ingen kører med overskud. Men indtil nu har det været vores overbevisning, at det var kunderne og politikernes forventning, at der var mulighed for at sælge fra salgsvognen på vores tog."

DSB overvejer ifølge BT helt at afskaffe salgsvognen på en række strækninger. Annette Haugaard siger til Epn.dk, at der i øjeblikket er overenskomstforhandlinger i gang mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund, hvor lønniveauet også indgår.