Ingen vil købe Onfone

Alle de store teleselskaber gør nu fælles front mod Onfone. Ingen vil købe rebellen, der derfor er tvunget til at leve selv.

Lars Bom tæsker videre mod de store teleselskaber for Onfone, men ingen af dem vil købe rebellen. Fold sammen
Læs mere

Mens den lille og stærkt underskudsgivende mobil-provokatør Onfone har skabt et hårdt pres på de danske mobilpriser, ser det nu alligevel ud til, at det blive de store teleselskaber, der kommer til at le både sidst og bedst.

Tidligere har både TDC og Telenor i denne avis vendt ryggen til et køb af Onfone. I fredags erklærede »3« så over for IT-avisen Computerworld, at de heller ikke har lyst til at eje Onfone. Tilbage er Telia, der over for Business.dk i dag også har erklæret, at Onfone er uinteressant som købsobjekt.

Telenors koncerndirektør for de nordiske lande, Kristin Skogen Lund, har tidligere udtalt til Business.dk, at hun håbede, at dette ville blive denne ene gang, hvor teleselskaberne lod prisdumperen Onfone gå planken ud.

Til salg til den rigtige pris

Dermed tyder det på, at den lille telerebel bliver tvunget til at finde en forretningsmodel, der gør det muligt at stå på egne ben.

Onfone-direktøren Morten Strunge har tidligere i flere medier sagt, at Onfone er til salg for den rigtige pris, og der er blevet spekuleret voldsomt i, hvem af de fire store teleselskaber der ville ende med at købe selskabet og dermed stoppe priskrigen.

Både Telmore, CBB, Bibob og M1 er tidligere blevet opkøbt af de store teleselskaber for store millionbeløb, for at lægge låg på en priskrig, der over flere omgange har ædt store, saftige lunser af profitten på mobilmarkedet.

Men denne gang melder selskaberne altså hus forbi.

Har taget massive markedsandele

Mobilselskabet Onfone er baseret på ruinerne af den lille IP-telefoni-udbyder af samme navn, der for en håndfuld år siden forsøgte at give TDC konkurrence på fastnettet med billig, IP-baseret telefoni. Det blev dog aldrig en succes.

Det sidste års tid har selskabet dog taget massive markedsandele på meget kort tid med pakkeløsninger, hvor både SMS, tale, mms og data indgik. Tilmed har selskabet ladet Lars Bom bokse sig igennem reklameblokke i den bedste sendetid.

Den heftige annoncering og de ultralave priser medførte, at Onfone fik afleveret sit regnskab i absolut sidste øjeblik. I 2010 tabte Onfone hele sin egen kapital og kom ud med et underskud på 15 mio. kroner, hvorefter ejerne - Kiss-millionærerne Peter Wilmar Christensen og Anne Marie Cramer måtte erklære, at de var klar til at spytte yderligere 13,5 mio. kroner i Onfone for at holde selskabet flydende.

Direktør Morten Strunge har dog erklæret, at Onfone ville få positiv drift i første halvdel af 2011.