Ingen udsigt til faldende benzinpriser

Benzinprisen vil holde sig omkring 12 kroner resten af året, venter Danske Bank.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bilisterne kan godt vænne sig til, at benzinpriserne resten af året holder sig mindst omkring de 12 kroner per liter, som olieselskaberne torsdag runder på tankstationerne.

Oliemarkedet vil nemlig længe endnu indregne en risikopræmie for, at uroen i Mellemøsten skal brede sig til andre af regionens olieproducerende lande med Saudi-Arabien som den største skræk, siger Danske Banks senioranalytiker, Christin Tuxen.

- Jeg vil tro, at prisen vil være nærmere 12 kroner per liter benzin end 11 kroner resten af 2011, siger hun.

Prishoppet på benzin kommer, efter at olie onsdag blev handlet til levering i april til 108 dollar per tønde. I forhold til det faktiske udbud og efterspørgslen på olie lige nu ville en "fair pris" efter Danske Banks beregninger være på godt 95 dollar per tønde.

Resten er risikopræmien, som oliehandlerne i lang tid fremover vil beregne sig til mindst fem dollar per tønde, uanset om urolighederne breder sig til flere olieproducerende lande, siger Christin Tuxen.

- Tunesien producerer ingen olie, og Egypten meget lidt. Men med Libyen, hvor en tiendedel af olieproduktionen er stoppet, har markedet set, at folkelige opstande kan have stor virkning, siger senioranalytikeren.

Oliehandlerne frygter, at mere udbredt uro skal stoppe endnu mere af olieproduktionen, så der bliver knaphed på olie i forhold til efterspørgslen, siger hun.

Danske Banks prognose på omkring 12 kroner per liter for resten af året beror på, at de folkelige opstande ikke breder sig til den store olieproducent Saudi-Arabien, hvad Danske Bank skønner, at der ikke er så stor sandsynlighed for.

Hvis det sker, så vil olieprisen stige uanet, siger senioranalytikeren.

/ritzau/