Ingen penge fra Auriga til Cheminova-oprydning

Auriga vil ikke betale for oprydningen af Cheminovas giftdepot på Harboøre Tange ved Vesterhavet. På Aurigas ordinære generalforsamling torsdag blev forslag om økonomisk støtte til miljørensning afvist.

Foto: Kim Haugaard. Staten hænger på hele regningen på en kvart milliard kroner til oprensning af giften ved Harboøre efter Aurigas generalforsamling torsdag, hvor det blev et nej til at slå halv skade.
Læs mere
Fold sammen

Det blev et nej fra Aurigas side, da Cheminovas aktionærer i dag ved en generalforsamling fremlagde et forslag om miljørensning.

Auriga nedstemte forslaget fra Aarhus Universitets Forskningsfond om at betale 125 millioner kroner for oprydningen af Cheminovas giftdepot på Harboøre Tange ved Vesterhavet - høfte 42.

Rektor for Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen havde sammen med regionsformand Bent Hansen strikket forslaget sammen. Selvom Brian Bech Nielsen anerkender beslutningen truffet af selskabets øverste myndighed i form af generalforsamlingen, har han svært ved at skjule sin skuffelse.

»Jeg synes, det er brandhamrende ærgerligt. Det her var en enestående chance for, at aktionærerne kunne bidrage til oprydningen af høfte 42,« siger Brian Bech Nielsen.

Han mener ikke, der er mere at komme efter for forskningsfonden i forhold til at komme med yderligere forslag til at løse oprydningsproblemet.

»Det her var den mulighed, vi kunne se. Vi er begrænset af vores uddelingsformål, og kan derfor ikke bruge det til at bidrage til oprydningen,« siger Brian Bech Nielsen og tilføjer, at han ikke kan se en farbar ved, hvorved forskningsfonden kan bidrage.

Et nej fra Auriga betyder, at staten selv hænger på regningen, der løber op på en kvart milliard kroner. Men Region Midtjylland fremlagde for nyligt en spareplan, som skal barbere op til 824 millioner kroner af regionens budget frem til 2019. Derfor står det nu helt åbent, hvornår oprydningen af den forurenede grund går i gang.

Cheminovas aktionærer har da også inden generalforsamlingen udvist bekymring for, om Region Midtjylland overhovedet har haft penge til at betale halvdelen af omkostningerne til oprydningen, hvis Auriga havde sagt ja til at slå halv skade, som der var lagt op til.

»Hvis jeg skal bruge flere tusinde kroner af mine sparepenge, så vil jeg også gerne vide, om det er nu, regionen går i gang,« sagde aktionær Gunnar Hansen onsdag til Berlingske Business.

Oprydningen er en offentlig forpligtelse, som Region Midtjylland har ansvaret for. Men ifølge Bent Hansen, formand for Region Miftjylland, sagde onsdag til Berlingske Business, at det ikke er realistisk at afsætte pengene på 2016-budgettet til hele oprydnignen.

Forslaget ville (i kombination med et par andre forslag) ved vedtagelse have medført en væsentlig økonomisk udgift for Auriga. Selskabet havde på den baggrund anmodet om at etablere en børspause i handlen med Auriga-aktier. Auriga-aktien er torsdag lidt efter klokken 14 i handel igen.