Ingen nye iPhones eller flade macs

Rygterne havde svirret - men det blev kun til en ny version af iPhonens software med en række helt nye features, da Apple holdt event i går. iPhone-salget går over forventning, lyder meldingen fra Apple.

iPhone-salget har taget fart, lyder det fra Apple Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP
Ingen flad, trykfølsom mac uden tastetur - og heller ikke nogen iPhone nano. Dem, der på forhånd havde forventet nye Apple-produkter på gårsdagens Apple-event i Californien, måtte gå slukørede hjem.

Til gengæld holdt Apple, hvad de lovede - et smugkig på næste generation af det styresystem, der ligger i iPhonen. Dét system er netop vigtigt, fordi en række andre producenter siden iPhonens lancering, har sat sig for at udfordre Apple på netop funktionaliteten og den grafiske brugergrænseflade, der er iPhonens primære forspring.

Mens den oprindelige model af iPhonen kun blev sendt til salg i få, udvalgte lande, er Apple gået efter volumen med den nye model, iPhone 3G, der blev sendt på markedet i sommer. Det er således et mindretal af lande, hvor iPhonen ikke forhandles.

Telefonen har en nærmest ikke-eksisterende del af det samlede mobilmarked, men trækker fra på det voksende marked for såkaldte smartphones, og Apple havde forventet at sælge 10 millioner telefoner verden over i 2008. Tallet endte på 17 mio.

Langt om længe MMS
Mens nye produkter var ganske fraværende, var der til gengæld nyt til de millioner af iPhone-brugere verden over, der har været irriteret over nogle uforståelige mangler i telefonen. Blandt andet har Apple langt om længe gjort det muligt at sende MMS og andet multimedialt indhold. Samtidig har det været umuligt at bruge en række basale SMS-funktioner og en række andre ting, som der nu er rettet op på.

Blandt de mere hårdkogte nyheder, er der dog særligt to, der skiller sig ud. Dels vil iPhones i fremtiden kunne bruge peer-to-peer-teknologi direkte fra telefon til telefon. Det betyder, at telefoner kan 'finde hinande' og derefter udveksle data uden om mobilselskabet - en teknologi, Apple ikke er alene om at rode med.

Den anden er en heftig udvidelse af Apples succefulde App-store, hvor brugerne siden i sommer har kunnet købe og hente programmer og andet indhold til mobilen. Indtil videre er der 800 mio. gange blevet hentet at program fra butikken og App-store udvides nu med en særlig funktion, der var lettere underspillet på Apples event, men som rammer lige ned i en udvikling, der løber stærkt i USA i disse dage. Nemlig muligheden for at hente programmer, hvorfra det kan lade sig gøre at tegne abonnementer på eksempelvis elektroniske aviser og elektroniske magasiner.

Mulighed for iBerlingske
Det er en funktionalitet som Amazon.com for tiden markedsfører heftigt via deres såkaldte Kindle, der er en e-bog med trådløs forbindelse. På en Kindle kan man således hente bøger direkte elektronisk og endda tegne avisabonnementer.

Sidstnævnte er højaktuelt i USA for tiden, fordi finanskrisen har tvunget en masse aviser i knæ - og en af vejene ud af mediekrisen er at begynde at udkomme digitalt, hvorved man sparer tryk og distribution.

Med den nye funktion, er der nu åbnet op for, at aviser som Berlingske Tidende i fremtiden kan købes og læses direkte på telefonens skærm. Amazon.com har allerede udgivet en Kindle-applikation til iPhonen, der gør det muligt at læse e-bøger og andet indhold, men det har hidtil ikke været muligt at få leveret indhold automatisk til Kindle-programmet.

Selv om Apple har en magisk evne til at få kilometervis af spalteplads og opmærksomhed omkring deres produkter, går udviklingen på det øvrige mobilmarked lynende stærkt i disse dage, og opdateringer og heftig udvikling er nødvendigt for at følge med - også for Apple.

Forleden skruede Symbian, der producerer systemet til Nokias smartphones, gevaldigt op for udviklingshastigheden og den nye Palm Pre telefon er også på vej til Europa, ligesom at Googles Android-mobilsystem er på vej i flere mobiltelefoner. Særligt Palms Pre-telefon regnes for at være et frontalangreb på iPhonen, fordi telefonen byder på samme grafiske brugerflade og tilsvarende høj lækkerheds-faktor.

Det nye iPhonesystem er gratis, men kommer først til sommer.