Ingen enighed om løsning på gasstrid

Forhandlingerne fortsætter mellem Rusland og Ukraine i den langstrakte strid om russiske gasleverancer til Ukraine og Europa.

Foto: Scanpix
Der kom ingen løsning ud af dagens forhandlinger i gasstriden mellem Rusland og Ukraine i Moskva. Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, sagde dog, at han vil have den russiske gasforsyning til Europa genoptaget "i løbet af de næste par dage".

"Jeg vil have det til at ske så snart som muligt, bogstaveligt talt i løbet af de næste par dage," sagde præsidenten fra forhandlingerne i Moskva.

Også Ruslands premierminister, Vladimir Putin, sagde, at en løsning var tæt på.Putin mødtes i dag med Ukraines premierminister, Julia Timosjenko, som var rejst til Moskva for at drøfte striden med sin russiske kollega.

Ukrainske diplomater sagde, at det ikke var sandsynligt, at hun var rejst uden på forhånd at vide, at en aftale kunne falde på plads. Men ifølge EU-kilder førte mødet i Moskva dog ikke til andet end en udveksling af synspunkter.

Rusland lukkede for gasforsyningerne til Ukraine den 1. januar på grund af Ukraines gæld til Rusland.

Ritzau/Reuters