Ingen aftensmad til SAS-ansatte

Om aftenen og i weekenderne må SAS-ansatte selv tage madpakke med, hvis de vil få noget i maven på deres vagt.

Foto: Keld Navntoft
Fremover kan de ansatte i SAS Danmark ikke benytte kantinen om aftenen og i weekenderne, hvilket svarer til en lukning af kantinen på 30 procent. Det er resultatet af en beslutning fra SAS-ledelsen, der træder i kraft den 1. august.

Nedskæringen sker i bestræbelserne på at spare på omkostningerne. Men hos de kabineansattes fagforening, CAU, er man dybt uenig i ledelsens beslutning om at skære i de ansattes muligheder for at benytte kantinen.

På Cau's hjemmeside skriver fagforeningen, at man har svært ved at forstå, at ledelsen i SAS Danmark er af den opfattelse, at man egenrådigt kan disponere over kantineaftalen - det kan man ikke, lyder det.

CAU påpeger samtidig, at pga. den manglende mulighed for at indtage et måltid, når de ansatte har pause i Københavns Lufthavn, stiger muligheden for forsinkelser af fly, hvilket i sidste ende vil betyde en endnu større udgift for SAS end at holde kantinen åben.