Ingen afklaring på russisk-ukrainsk gaskonflikt

Den russisk-ukrainske gaskonflikt viser ingen tegn på at blive løst foreløbig. Nu er de to nationale gasselskaber igen gået fra hinanden, og EU oplyser, at der vil gå dage fra en aftale er på plads til gassen igen kan flyde.

Foto: Konstantin Chernichkin/Scanpix
Det ukrainske gasselskab Naftogaz og den russiske gigant Gazprom er fortsat rygende uenige om de fremtidige vilkår for gasleverancer fra Rusland til Ukraine. Det oplyser Oleh Dubina, adm. direktør for Naftogaz, i en email ifølge nyhedsbureauet Bloomberg. Det er ikke klart, hvornår forhandlingerne kan genoptages.

I mellemtiden spidser gaskrisen for alvor til i Østeuropa. Bulgarien, der er fuldstændig afhængig af russiske gasleverancer via Ukraine, erklærer at landet er i "en nødsituation" og er nødt til at rationere naturgasleverancer til hospitaler, skoler og fabrikker.

Europa fanget i russisk-ukrainsk konflikt
Leverancerne til Bulgarien, Østrig, Tjekkiet, Tyskland, Frankrig, Spanien og en lang række andre europæiske lande er blevet stoppet, fordi Ukraine og Rusland ikke kan blive enige om den fremtidige pris for russisk naturgas. Det har fået energigiganten Gazprom til at lukke for gasforsyningen til Ukraine, men ifølge Gazprom har Ukraine i stedet tappet gas fra de store rørledninger, der forsyner resten af Europa, hvilket har fået Gazprom til at lukke helt for al gas til Ukraine.

Europa får dækket en fjerdedel af sit gasforbrug via russisk gas, og heraf går 80 procent gennem Ukraine.

EU-Kommissionen og det tjekkiske EU-formandsskab har derfor krævet, at Gazprom øjeblikkeligt genoptager leverancerne gennem Ukraine og er blevet enige med russerne om at der skal udsendes observatører, som skal overvåge de ukrainske gasledninger. Imidlertid vil der ifølge EU-Kommissionen mindst gå tre dage fra en transitaftale mellem Rusland og Ukraine er på plads, til gasleverancerne fuldt ud kan genoptages.

Chefen for Gazprom Aleksej Miller oplyser over for nyhedsbureauet Interfax, at Rusland er parat til at åbne for gashanerne, hvis der bliver udstationerede observatører.

Størst problemer i Østeuropa
Mindst 20 lande er påvirket af gaskrisen, men blandt andre Tyskland og Frankrig har gaslagre til et par måneders forbrug, mens Italien kan klare sig godt en måned og Spanien et par uger alene på eksisterende gaslagre.

Både Norge, der er verdens tredjestørste gaseksportør, og Dong i Danmark har dog afvist, at der er store muligheder for at øge gasleverancerne til de europæiske lande. Men flere lande undersøger i øjeblikket muligheden for at øge importen af flydende naturgas, lige som Ungarn, der normalt får 80 procent af sin naturgas fra Rusland, har indgået aftale med Østrig og Tyskland om at købe gas mens krisen står på.

Danmark påvirkes stort set slet ikke af gaskrisen, dels fordi vi er mere end selvforsynende med naturgas fra Nordsøen, og dels fordi langt de fleste danske gasforbrugere betaler en gaspris der er afhængig af olieprisen, og derfor ikke påvirkes af de prishop som den europæiske gaskrise har medført.