Indtjeningen er fortsat under hårdt pres i SAS

Selv om trafiktallene ser hæderlige ud, så er meldingen altså stadigvæk, at SAS´ indtjening er under hårdere pres, vurderer analytiker.

Foto: Henning Bagger. Arkivfoto: SAS.
Læs mere
Fold sammen

Selv om SAS onsdag har fremlagt vækst i passagertrafikken og en rekordhøj belægningsprocent for november måned, så er flyselskabets indtjening stadig under hårdt pres.

Det vurderer Jacob Pedersen, der er analysechef i Sydbank, efter at SAS har fremlagt trafiktal for november onsdag formiddag.

»Det ser bedre ud, end jeg havde regnet med på vækstsiden. De vokser hurtigt - 17,3 pct., jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket, det er altså mange måneder siden.«

»Og jeg noterer mig også, at man løfter belægningen ganske markant, og det er altså vigtigt for SAS, særligt når der er pres på priserne,« siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Han tilføjer dog, at på trods af de gode toner i belægningen og trafikken, så er der stadig et meget hårdt pres på priserne.

»Selv om trafiktallene ser hæderlige ud, så er meldingen altså stadigvæk, at SAS´ indtjening er under hårdere pres, end selskabet nok forventede fra starten af året, og det er selvfølgelig noget, som det er nødt til at adressere,« forklarer han.

Derfor kan det være, at SAS er nødt til at lave nogle ændringer i sin strategiplan, påpeger analysechefen.

»Der har været snak om, at man er nødt til at etablere baser andre steder. Jeg regner ikke med, at SAS kommer til at etablere baser andre steder lige foreløbig, men når man kigger på de næste to år, så kan jeg godt forstå, at ledelsen tænker, at de håndtag de drejer på i den strategiplan, som de allerede har lavet, de er ved at være drejet i bund, når den her periode er gået.«

»Så de er allerede nu nødt til at forberede interessenter, omverdenen og medarbejdere på, at det kan være, at de skal have fat i nogle nye håndtag fremover for at blive ved med være konkurrencedygtige,« forklarer han.