Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) er helt ude i hegnet efter en række sager, der afslører en alvorlig mangel på kompetence. Men SKI selv vokser hurtigt og lever fedt af provisionen af de offentlige indkøb, der sidste år beløb sig til 13 milliarder kroner via SKI-aftalerne.

I sidste uge faldt hammeren dog. Direktionen måtte gå af. Kritikken af indkøbsorganisationen har stået på længe, men aldrig så højlydt som nu. Det skyldes blandt andet, at kæmpeudbud på både IT-konsulenter og managementydelser har måttet annulleres, fordi forarbejdet var for elendigt.



Udbuddet vedrørende IT-konsulenter repræsenterer i sig selv en farce. Der var tale om et genudbud med et potentiale på en omsætning på op imod en milliard kroner til de valgte leverandører. Den eksisterende aftale på IT-konsulenter var langt fra udløbet, men den havde vist sig at fungere elendigt. Derfor måtte der et genudbud til i utide, men det blev aflyst, efter at afleveringsfristen var passeret. SKI har igen besværet en masse leverandører unødvendigt.

Grundtanken bag SKI er ellers sund. En central indkøbsorganisation kan forhandle sig frem til større rabatter hos leverandørerne, og SKI sparer også i vidt omfang det offentlige for selv at gennemføre mange tidskrævende udbudsforretninger.

SKI er en god forretning, men efter erhvervsmæssig målestok går udviklingen den gale vej. SKI’s nettoomsætning i 2009 lå på 110 millioner kroner, en stigning på 15 procent i forhold til året før. Nettoresultatet faldt imidlertid med 16 procent og endte på 5,4 millioner, men antallet af medarbejdere steg med 23 procent.

Finansministeriet bedre forhandler

Spørgsmålet er også, at finansieringsmodellen, altså provisionsordningen, er sund. Galgenhumoristisk udtrykkes det i markedet sådan, at jo dårligere rabatter SKI opnår på kundernes vegne, jo mere tjener organisationen selv. Ingen påstår dog, at SKI bevidst handler så hovedløst, men man peger på det sigende i, at Finansministeriet selv på en række områder har meldt sig ud af sin indkøbsorganisation og forhandlet bedre vilkår hjem til statslige organisationer.

Inden for Microsoft-software skulle der for eksempel have været 15 procent at spare i forhold til SKI-aftalen, og der har tidligere været forlydender om, at kommunerne ville kunne spare 100-200 millioner kroner, hvis de kunne handle på statsaftalen.

Den flove viden havde SKI med i baggagen, da der igen skulle forhandles. Statens omsætning via SKI er stagnerende, og mere kommer i fare. For eksempel vælger Region Hovedstaden typisk at gå udenom SKI på IT-områder, hvor der er reel konkurrence.

Der skal tungtvejende grunde til ikke at gøre det, har regionens IT-direktør Jan Kold tidligere udtalt til bloggen Bizzen. Men Kold sætter pris på det præpres, som SKI lægger på leverandørerne. Fra kundeside høres også til tider kritik af, at en SKI-aftale er dyrere end den, man tidligere havde forhandlet sig frem til lokalt.

Falske valgkriterier

At der høres kritik fra leverandørside er mere forventelig, for spilletrummet bliver mindre med en organisation som SKI på banen. Visse kritikpunkter afspejler imidlertid, at SKI ikke har kompetence nok indenhus.



Der opsættes kriterier, som er lette at holde styr på i et regneark, men som ikke har med virkeligheden at gøre. Der er immervæk forskel på at købe toiletpapir og IT-relaterede ydelser. Et eksempel, der nævnes, er minimumskrav til det totale antal ansatte hos leverandøren. Derfor kan en virksomhed med 1000 ansatte, men kun 15 eksperter inden for det IT-område, som udbudet gælder, vinde over en virksomhed, der har 100 eksperter, men ikke opfylder kravet til det samlede antal ansatte.

Den nye specialistvirksomhed, stiftet af de ti mest garvede troubleshooters, har heller ingen chance. Ingen årsregnskaber, ingen chance. Ingen minimumsomsætning året før, ingen chance. Men firmaerne, som specialisterne forlod, er stadig inde i varmen. Årsregnskaber kan nemlig puttes i regneark, mens det kræver faglig viden og gode netværk at vurdere kvaliteten af ekspertisen.

Favorisere de store

Måske det er forklaringen på, at SKI siges at favorisere de store, der ofte er udenlandsk ejede koncerner, selv om der burde være eksempler nok inden for offentlig IT til at se, at størrelse bestemt ikke er lig gørelse.

En bivirkning af præferencen er desuden, at det unge innovative lag ikke kommer i spil. Politikernes skåltale om de offentlige krav som lokomotiv for innovation og for små og mellemstore virksomheder forbliver blot en skåltale.

Tilbage til farcen om rammeaftale vedrørende IT-konsulenterne, hvor SKI også i første hug fik åbnet for en del leverandører uden synderlig erfaring med det offentliges behov, mens garvede røg ud. Årsagen siges at være, at SKI simpelthen havde sat for uerfarne kræfter på evalueringsopgaven. Ingen vil dog stå frem. Ingen vil være uvenner med SKI.