Indisk IT-gigant skyder millioner i dansk virksomhed

Aarhusiansk iværksætter med kunstig intelligens får næsten 15 millioner i nye investeringer.

Læs mere
Fold sammen

Den indiske IT-gigant Infosys, der arbejder i 50 lande, skyder 14,92 millioner kroner i det aarhusianske iværksætterselskab Unsilo, som arbejder med kunstig intelligens.

Det oplyser Infosys i en meddelelse. Pengene kommer fra Infosys Innovation Fund.

Unsilo arbejder med avanceret tekstanalyse, hvor maskinlæring og analyse af det naturlige sprog bruges til at kunne analysere store tekstmængder.

Giver flere globale muligheder

Unsilo blev startet i 2012 af Mads Rydahl og Thomas Laursen. Mads Rydahl kom tilbage til Arhus efter at ledet softwareudviklere i den amerikanske Silicon Valley-højborg, senest som leder af designholdet på Siri.com, som Apple købte. Thomas Laursen havde arbejdet med biometri. Han er administrerende direktør for Unsilo og glæder sig over muligheden for gennem Infosys' netværk at kunne »nå ud til andre brancher og ekspandere globalt langt hurtigere«.

Den tidligere B&O-direktør Torben Ballegaard Sørensen er med blandt Unsilos rådgivere.

»Vi ser Danmark som et globalt samlingssted for innovation i verdensklasse med talentfulde mennesker, et godt uddannelsessystem og en historik af iværksættersucceser. Unsilo har opbygget en imponerende, semantisk søgemaskine med tekstforståelse, der er den bedste af sin art, som bruges i en række avancerede forretningsprocesser,« siger Ritika Suri, direktør for Infosys' globale afdeling for udvikling og investeringer, i en pressemeddelelse.

Glad udenrigsminister

Udenrigsminister Kristian Jensen er blevet orienteret om investeringen og glæder sig over den.

»Investeringen viser, at Danmark tilbyder et spændende miljø for iværksættervirksomheder og er et attraktivt sted for udenlandske investeringer af høj kvalitet i fremtidens teknologier,« siger han.

Kapitalindsprøjtningen sker, så snart de nødvendige godkendelser hos myndighederne er i orden. Det ventes de at være inden 15. december.

Infosys vil med investeringen være mindretalsaktionær og have en ejerandel på »ikke over 20 procent« af Unsilo.