Import presser dansk økologi

Danske økologer er ved at blive udkonkurreret af importerede varer.

Foto: nanna kreutzmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Salget af økologiske fødevarer stiger fortsat i de danske supermarkeder, men det skyldes primært en stærkt stigende import af især økologisk frugt og grønt samt mel og andre kornprodukter, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Danske økologer taber således terræn på hjemmemarkedet, og det økologiske areal i Danmark er siden 2004 reduceret med 10.350 hektar svarende til 7 pct. I samme periode er salget af økologiske fødevarer i detailhandlen mere end fordoblet. Det fremgår af en analyse udarbejdet af Fødevareøkonomisk Institut, FØI.

I detailhandlen kulminerede de økologiske vækstrater i 2008. Det år steg salget af økologiske fødevarer hele 29 pct. i danske supermarkeder. Samme år steg importen af økologiske fødevarer imidlertid også voldsomt. I Økologisk Landsforening vurderer direktør Paul Holmbeck, at de danske økologer især taber markedsandele på frugt og grønt.

»Næsten hele væksten i salget af økologisk frugt er dækket af importerede produkter. Årsagen er blandt andet, at vi har lave udbytter, fordi de danske økologi-regler for brug af naturlige sprøjtemidler er de mest restriktive i verden. Vi arbejder ikke for at få lempet disse regler, men må konstatere, at de medfører stigende import,« siger Paul Holmbeck til Jyllands-Posten.