Import af arbejdskraft trods krise

Der skal fortsat hentes ledige hænder i udlandet for at passe vores ældre.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Mange af de hjælpende hænder, som skal pleje og passe ældre, bør sidde på udlændinge.

Hjemmehjælpernes fagforbund, FOA, efterlyser derfor en opsøgende indvandringspolitik.

"Med udsigt til mangel på 60.000 medarbejdere i ældreplejen i løbet af færre end 10 år bliver vi nødt til systematisk at hente arbejdskraft i udlandet, hvis vi ikke vil sætte vores velfærdssamfund over styr," siger formanden for FOA, Dennis Kristensen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Selv om den ene fyringsbølge efter den anden ruller ind over landet, fastholder FOA-formanden, at import af ansatte til ældreplejen er nødvendig.

"Selvfølgelig skal vi også bruge andre instrumenter - omskoling af ledige f.eks. - men det slår ikke til," siger han.

Bekymringen deles af de kommunale arbejdsgivere, og formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), er i princippet enig i behovet for at hente arbejdskraft uden for landets grænser.

"Men inden vi sætter landsdækkende initiativer i gang, vil jeg godt lige vente et par måneder. Omfanget af fyringer og varslede fyringer er uhyggelig højt lige i øjeblikket, og jeg vil lige se dybden af krisen først," siger han.

Set med forskerbriller er der ingen tvivl om, at der bliver brug for at hente hjælpende hænder af udenlandsk oprindelse for at holde servicen i den offentlige sektor kørende, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet:

"Løsningen ligger ikke i at omskole ledige fra bygge- og anlægssektoren, for den kommer jo på fode igen i løbet af to-tre år, og så er der brug for arbejdskraften der," siger han.