Ikonisk Volvo-chef i frontalangreb på topcheflønningers amokløb: Jeg tænkte aldrig på gyldne faldskærme

En af de mest ikoniske erhvervsbosser i efterkrigstiden angriber topcheflønningernes himmelflugt. Budskabet fra den tidligere Volvo-topchef Pehr Gyllenhammers er, at forsøgene på at bremse de mekanismer, som skal få eksplosionen i topcheflønningerne til at stoppe, er slået fejl.

Gyllenhammer
Volvos topchef fra 1970 til 1994 går til frontalangreb på løbske topcheflønninger. Regulering har spillet fallit, mener han. Arkivfoto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

»24 år brugte jeg på at være chef for Volvo, og den dag jeg trådte tilbage, hverken fik jeg eller opsøgte jeg en diger gylden faldskærm. De tilbød ikke nogen, og jeg bad ikke om nogen«.

Så ydmygt åbner Pehr Gyllenhammer et opsigtsvækkende debatindlæg på mediet CNN, hvori den ikonoiske Volvo-chef indleder et frontalangreb på eksplosionen i topcheflønningerne i de seneste årtier og opfordrer regeringer, aktionærer og virksomheder til at sige stop.

»Menneskets tilbøjelighed til grådighed kan aldrig blive fjernet, men den mekanisme i virksomhederne, som skaber forudsætningerne for, at enkeltpersoner kan opbygge massiv rigdomme, kan og skal redesignes, hvis USA skal håbe på at bevare de værdier, som nationen var bygget på,« skriver Pehr Gyllenhammer.

Ufattelig vækst i topchefløn

Det kan godt være, at Gyllenhammer i kronikken skriver konkret om USA. Der er ikke tvivl om, at angrebet på topcheflønningerne vil blive hørt uden for USA.

I Danmark gik Socialdemokratiet til valg på at sætte et loft over, hvor stor en andel af topchefernes løn kan trækkes fra i virksomhedens overskud. I regeringens forståelsespapir med sit parlamentariske grundlæg er et indgreb mod cheflønningerne ikke direkte nævnt, men det fremgår, at skatten for de højest lønnede ikke skal falde.

Pehr Gyllenhammer er en af de mest kendte svenske erhvervsfolk og industrialister i efterkrigstiden med sine 24 år i spidsen for Volvo mellem 1970 og 1994, og har som grundlægger af Europa Roundtable for Industrialists (ERT) foruden - siden sin afgang fra Volvo - en strøm af æresprofessorater og bestyrelsesposter i europpæisk erhvervsliv.

»Indkomsten for en amerikansk topchef er vokset med ufattelige 940 pct. siden slutningen af af 1970'ernes, mens lønnen for en arbejder er steget med blot 11 pct. i samme periode, viser nye analyser. Med den måde at regne på vil en topchef i gennemsnit tjene 278 gange mere end en arbejder i virksomheden,« skriver Pehr Gyllenhammer.

Reguleringen har ikke virket

Det er ikke første gang, at der fremlægges tal, som viser, at topcheflønningerne er vokset mange gange kraftigere end de almindelige lønninger i industrien. Men budskabet i Gyllenhammers kronik er, at forsøgene på at bremse de mekanismer, som skal få udviklingen til at stoppe, er slået fejl:

»Den herskende antagelse er, at ændringerne må komme fra regeringerne, hvilket jeg vil hilse velkomment, hvis reguleringen var effektiv. Til dato, så har de skridt, der er taget, ikke udløst nogen væsentlig forbedring,« konstaterer Pehr Gyllenhammer.

Det er ikke bare en kritik af forsøgene på at regulere topcheflønningerne efter finanskrisen, men sådan set også en advarsel til den danske regering om at lade være med at gennemføre indgreb, som ikke virker.

»Realiteten er, at hvis vi skal vende udviklingen, så skal sker der en flerstrenget strategi til, som ikke bare adresserer den alt for store vækst i topcheflønningerne, men også den kortsigtede tankegang i forretningsmodellerne, der har udløst den høje lønvækst,« mener Gyllenhammer.

Brug skattepolitik mod høje løngab

Han peger i kronikken på, at skattepolitikken skal straffe virksomheder, der opretholder høje løngab. Gyllenhammer efterlyser også skattepolitik, der grundlægger ændrer incitamenterne i lønfastsættelsen. I USA foreslår Gyllemhammer, at medarbejderne ligesom i Europa får sæde i bestyrelserne.

Men tllbage til starten af Pehr Gyllehammers debatindlæg, som fremfor alt er det sted i kronikken, hvor Gyllenhammer rammer hårdest med sin kritik, nemlig at moralen omkring cheflønningerne grundlæggende er forandret, siden han selv sad i toppen af det globale erhvervsliv:

»Min hovedprioritet i min tid hos Volvo var at gøre det gøre mit bedste virksomheden, for aktionærerne og Volvos ansatte, ikke at berige mig på deres bekostning. Jeg føler, at det er sådan, at det skal være, og at lønnen skal være balanceret og retvisende på alle niveauer.«