Ikea under angreb for at droppe lesbisk par

Ikea underlægger sig russisk anti-homolov ved at trække et kundekatalog tilbage i Rusland. Kataloget indeholder interview med lesbisk par, som indretter deres hjem med Ikea-møbler.

Foto: KENZO TRIBOUILLARD. IKEA oplevede protester, da de fjernede kvinder fra et saudiarabisk katalog. Nu fjerner de en hel reportage om et lesbisk par.
Læs mere
Fold sammen
Den svenske møbelgigant Ikea er kommet i stormvejr, efter at have stoppet en reportage om et lesbisk par i deres kundekatalog, Ikea Live.

I seneste nummer af kundekataloget kunne europæiske læsere følge det britiske par Clara og Kirsty, som bor med deres barn i London, og har indrettet deres hjem med Ikea-møbler. Kataloget når ud til 25 markeder på verdensplan.



Men reportagen går uden om den russiske befolkning med henvisning til Ruslands nye lov om »homoseksuel propaganda,« som landet under internationale protester indførte i sommer.

»Der kom en ny lov mod homoseksuel propaganda i juni, og det er anledningen til, at Rusland har en anden artikel,« siger Ylva Magnusson, presseansvarlig hos Ikea Sverige, til Aftonbladet.

»Vores virksomhed er jo orienteret mod indretning af hjem, og vi skal være neutrale. Men vi tror, at vi ved at være aktive i Rusland på sigt kan skabe en positiv indvirkning på samfundet ved at være inkluderende og spejle de lokale markeder, både i Älmhult og i storbyer,« forklarer hun videre og tilføjer, at det er vigtigt for Ikea at være neutrale i spørgsmål om politik og religion.



Ikea har tidligere været ude i lignende tilpasning af markedskommunikation på grund af politiske og kulturelle forhold, blandt andet da de retoucherede kvinder væk i deres saudiarabiske kataloger. Et træk, Ikea fik massiv kritik for.

Ifølge Ylva Magnusson var det »beklageligt, og hun siger, at kvinderne er med i næste udgave af kataloget.

På det sociale medie Twitter er utilfredsheden stor blandt brugerne.