IKEA polstrer pengeskabet med 25 milliarder

Den svenske møbelgigant IKEA kunne efter endnu et vækstår lægge yderligere milliarder i pengekassen.

Foto: TOBY MELVILLE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

IKEA havde i sidste regnskabsår en samlet omsætning på 28,5 mia. euro - eller 212 milliarder kr. - hvilket er en stigning på 3,2 pct. i forhold til sidste regnskabsår. Det viser den familieejede møbelkædes årsregnskab tirsdag.

Nettooverskuddet endte på 3,3 mia. euro - eller 25 milliarder kr., 3,1 pct. mere end sidste år. Samtidig har den svenske møbelgigant øget sin markedsandel på stort set alle markeder. De største markeder i 2012/2013 var Tyskland, USA, Frankrig, Rusland og Sverige.

- Privatforbruget er forbedret på mange markeder, og selvom en udfordrende økonomisk situation fortsat ikke er ovre, så er der positive tegn. Vigtige markeder som USA er på vej tilbage, og Europa er generelt set et marked i bedring. Selv nogle af de udfordrede markeder i Sydeuropa viser tegn på god aktivitet, siger Peter Agnefjäll, administrerende direktør i IKEA Group, i en pressemeddelelse.

IKEA har store vækstambitioner fremadrettet. I 2014 vil koncernen investere 2,5 mia. euro i butikker, fabrikker, vedvarende energi og butikscentre, hvilket er 0,6 mia. euro mere end sidste år. Frem mod 2020 har Ikea en målsætning om at opnå et salg på 50 mia. euro. Ikea ejer samlet set 305 varehuse i 26 lande.

- Vi har et langsigtet fokus. Vi vil fortsætte med at udvikle bedre produkter til lave priser, og vi vil gøre indkøbsoplevelsen endnu bedre samtidig med, at vi bliver endnu mere tilgængelige for forbrugerne - blandt andet via et forbedret servicetilbud, e-commerce og en fortsat ekspansion. Vores ejerskabsmodel og sunde økonomiske principper giver os en uafhængighed og muligheden for at vokse på en afbalanceret og bæredygtig måde, siger Peter Agnefjäll.

IKEAs regnskabsår løber fra 1.september 2012 til 31. august 2013.

/ritzau/FINANS