IKEA ka' - Bilka ikke

Bilka bør kunne bygge lige så stort som IKEA, og den nuværende planlov er skæv, siger Dansk Supermarked og ekspert i detailhandel.

Foto: Marie Hald. IKEA bygger gigantisk bolighus i København, men Bilka er stadig forhindret i at bygge nye sypermarkeder på grund af planloven. Foto: Marie Hald/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

IKEA er på vej til at bygge et nyt kæmpebutikscenter i København, hvor danskerne skal kunne købe glas, møbler, planter, malerier og alt det, du i forvejen kender fra kædens butikker. Det store bolighus planlægger at boltre sig på 37.000 kvadratmeter. Det er over ti gange så stort, som man i dag må bygge en butik, hvor du også kan købe dagligvarer. Den store forskelsbehandling er forældet, mener detailhandelsekspert.

I henhold til Planloven må man ikke bygge større end 3.500 kvadratmeter, når man bygger et dagligvaresupermarked i Danmark. Det sætter ekstremt store begrænsninger på Dansk Supermarked, da de ikke kan få lov til at bygge nye eller udvide deres nuværende Bilka-varehuse. IKEA er ikke defineret som et hypermarked, og kan derfor få lov til at bygge over ti gange så stort som dagligvarebutikkerne.

Et hypermarked er defineret som en butik over 5.000 kvadratmeter, der sælger dagligvarer.

Detailhandelsekspert Bruno Christensen mener, at IKEA er et ekstraordinært tilfælde, og det er derfor, de får lov at bygge så stort. Han mener, at Planloven er forældet, og det er kun et spørgsmål om tid, før den bliver afskaffet.

»Planloven skulle oprindelig beskytte FDB og købmændene, men loven kan slet ikke følge med udviklingen på detailhandelsområdet. Det ville tjene samfundet bedre, hvis man fjernede nogle af de mange begrænsninger, den lægger på detailhandlen,« siger Bruno Christensen.

IKEA sælger mange af de samme varer, som Bilka gør, så at den ene må bygge 37.000 kvadratmeter, når den anden kun må bygge 3.500, er symbol på en skæv planlov både ifølge Dansk Supermarked og Bruno Christensen. Planloven gør også, at man ikke må bygge store butikscentre i kommuner med under 40.000 indbyggere. Det er blandt andet grunden til, at IKEA bygger i midten af København. Bilka må dog stadig ikke, da defineres som et hypermarked.

Dansk Supermarked ser ulige konkurrence

Dansk Supermarked kritiserer Planloven for den skæve fokus på dagligvarer, og de kan ikke forstå, hvorfor et bolighus som IKEA skal kunne bygge så meget større end en Bilka må være.

»Vi går ind for at planloven lempes, og at danskerne får fri mulighed for at vælge, hvor de vil købe ind. Det gælder både dagligvarer, non-food og møbler,« siger pressechef for Dansk Supermarked Mads Hvitved Grand.

Bilka i Tilst ved Aarhus er næsten 30.000 kvadratmeter stor og er bygget, før planloven i starten af halvfemserne blev strammet i forhold til etablering af hypermarkeder. En Bilka kræver ifølge Dansk Supermarked minimum 10.000 kvadratmeter. Det er derfor ikke muligt for Bilka at bygge supermarkeder, der bare er tilnærmelsesvist lige så store som supermarkedskædens eksisterende butikker.

Det er ifølge Dansk Supermarked ikke kun Bilka-butikker, der bliver holdt tilbage af planloven. Også nogle af kædens Føtex-butikker har en efterspørgsel, der sagtens kunne bære flere kvadratmeter og flere varer, men den udvidelse er også bremset af den nuværende planlovgivning.

Produktivitetskommissionen anbefalede i 2013, at regeringen lempede planloven, da det ifølge den ville øge produktiviteten i detailbranchen. Venstre foreslår, at planloven skal lempes, så alle kommuner kan bygge Bilka'er og IKEA'er, men kritikerne frygter, at bykerner bliver tømt for liv, og at hypermarkeder vil medføre butiksdød.