IKEA buldrer videre

Med en omsætningsvækst på 3,7 procent har IKEA Danmarks nye administrerende direktør, Dennis Balslev, fået en fin debut med sit første årsregnskab for møbelkæden.

IKEA Danmark fik med Dennis Balslevs tiltrædelse den 1. maj i år ny topchef, og det er en tilfreds administrerende direktør, som fremlægger sit første årsregnskab for møbelkæden. Foto: Henning Bagger
Læs mere
Fold sammen

I en alt andet end gunstig detailbranche, kører IKEA i Danmark fremad i fin stil med en omsætningsvækst på 3,7 procent.

Det netop offentliggjorte regnskab fra IKEA Danmark viser, at den svenske møbelkoncerns danske ben har en omsætning på 3,3 milliarder kroner i regnskabsåret 2012/2013 mod 3,2 milliarder kroner året før. Omsætningen er således vokset de seneste fem år fra et niveau på 2,5 milliarder kroner i 2009.

IKEA Danmark fik med Dennis Balslevs tiltrædelse den 1. maj i år ny topchef, og det er en tilfreds administrerende direktør, som fremlægger sit første årsregnskab for møbelkæden.

»Det er et hårdt marked. Det er ikke så sjovt at være møbelhandler, som det har været. Derfor er vi også glade for, at vi har klaret os forholdsvis godt. Men vi har begrænset optimisme, når vi ser på, hvad det er for et marked, vi går i møde,« siger Dennis Balslev.

Med vækst på omsætningen bidrager den nye direktør til IKEAs globale vækstplan frem mod 2020, hvor der blandt andet er lagt op til vækst gennem 20 nye varehuse på verdensplan hvert år og samlede investeringer for 100 milliarder svenske kroner. Den storstilede plan skal sikre IKEA en omsætning på godt 400 milliarder svenske kroner i 2020.

I Danmark har IKEA i dag fem varehuse plus en e-butik. Over de seneste fem år er der investeret to milliarder kroner i nye varehuse i Odense og Aalborg og omfattende ombygninger af de eksisterende varehuse, blandt andet i Gentofte og Taastrup. Ikke mindst er det gamle IKEA i Aarhus ved at blive erstattet af et nyt, og Dennis Balslev har høje forventninger til det 31.500 kvadratmeter store varehus, som er planlagt til at stå klar til juni næste år.

»Vi mener, at Aarhus kan vækste fem til seks procent per år uden problemer de næste fem år, så der ligger en reel vækstøgning i Aarhus,« siger direktøren, som i det nye regnskabsår forventer en øget vækst på yderligere fire procent.

Men Dennis Balslev kommer ikke uden om udfordringer. Udover en fortsat sløvhed i forbrugernes købekraft er møbelmarkedet presset af hård konkurrence.

Tidligere på året satte Lars Larsen og Jysk en redningsplan i søen for Ilva og Idémøbler, og den jyske købmand har indtil videre lagt 215 millioner kroner i møbelkæderne sammen med kapitalfonden Axcel. Hvordan Lars Larsen konkret vil sætte ind på markedet er endnu uvist, men Dennis Balslev holder godt øje med konkurrenten. »Vi har stor respekt for Jysk og Lars Larsen og det, han har præsteret. Vi er meget opmærksomme på, hvad de gør, men vi forholder os roligt. Det er en stor konkurrent til alle på markedet, og vi tror ikke umiddelbart, at de bliver en endnu større konkurrent, end de er i dag,« siger Dennis Balslev.

Selv om IKEA i den nærmeste fremtid fokuserer på at vokse indefra, lægger Dennis Balslev ikke skjul på, at et varehus mere på Sjælland står på ønskelisten.

»Vi holder lidt lav profil, fordi vi har fokuseret på Aarhus. Men vi kigger rundt omkring,« siger direktøren og tilføjer, at der er begrænset attraktive lokationer at slå sig ned på for IKEA. Derfor kan udsigterne til nye varehuse være lange.

Ifølge Euromoney sidder IKEA i dag på 22 procent af møbelmarkedet i Danmark.