Ikea bliver endnu billigere

Det går hurtigt fremad med salget for IKEA i Danmark. Særligt køkkener langes over disken. Virksomhedens resultat holdes hemmeligt (opdateret 10:06).

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

IKEA i Danmark præsenterer i dag dets største omsætningsfremgang hidtil. I regnskabsåret 2009/2010 endte omsætningen på 2,87 mia. kr. svarende til en vækst på 16 procent. Overskuddet investerer IKEA Danmark i at forbedre de eksisterende varehuse og i yderligere prisnedsættelser. Det oplyser IKEA i en pressemeddelelse.

På det seneste er det gået særlig godt med at sælge køkkener til danskerne. Specifikt for køkkener er IKEA Danmarks markedsandel øget markant fra 16,7 til 24 procent.

Adm. direktør Håkan Svedman udtrykker tilfredshed med omsætningen:

"Med nye varehuse i Odense og Aalborg er IKEA blevet mere tilgængelige i Danmark, og det betyder, at danskerne handler mere og mere i IKEA. Det er en glædelig udvikling, som vi vil gøre alt for at opretholde," siger han.

IKEA Danmark har blot fremsendt en pressemeddelelse og afviser at udlevere selve regnskabet. Det oplyses til Berlingske Business, at IKEAs resultat for de enkelte lande er en hemmelighed. Dog blev det offentliggjort i oktober, at IKEA globalt havde et resultat før skat på 21,6 mia. kr i det seneste regnskabsår.