Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
IKEA stepper op. De store IKEA-varehuse, der er fyldt til randen med de svenske møbler, køkkenelementer og nips bliver suppleret med en ny varehusmodel. IKEA kalder det nye varehus for »pick-up point«. Allerede nu findes de såkalde pick-up points i Sverige, Norge, England og Spanien, men Danmark må undvære.
Pick-up points kommer i to forskellige formater. Nogle af dem er ligesom et normalt IKEA-varehus bare med et langt mindre sortiment og kun med de mindre produkter – altså de produkter, der hører til impulskøbene. Og andre er rent pick up – det vil sige opsamlingssteder, hvor du henter de varer, som du har bestilt på nettet.
Den nye varehustype er en af de største ændringer i IKEAS 73-årige historie. Og det er bl.a. et forsøg på at øge indtægterne til 50 milliarder euro i 2020.
Til Financial Times siger IKEAs direktør Peter Agnefjäll:
»Vi prøver hele tiden at interagere med kunderne på en måde, der passer dem. Hvor det tager os hen, ved vi ikke.«
Danmark får Klik og hent
I stedet for pick-up point indfører IKEA i Danmark en ny service, der hedder »Klik og Hent«. Det betyder, at du vil kunne bestille en sofa på nettet og hente den selv i et IKEA-varehus. For i dag kan du ikke selv hente dine IKEA-varer, det bliver leveret. Enkelte varehuse har testet det af i andre lande, men det er først nu, at det bliver lanceret.
»Klik og Hent er ikke et nyt fænomen i detailhandlen, men det er nyt, at IKEA introducerer denne service. Vi arbejder hele tiden med at forbedre kundeoplevelsen i IKEA og tilbyde de produkter og services som vores kunder efterspørger,« siger IKEA Danmarks kommunikationsansvarlige Tina Lindharth.
Konceptet bliver først indført i Odense for at se, hvordan kunderne tager imod det.
»Når vi har erfaring fra Odense, er planen, at vi skal implementere servicen i de andre varehuse. De jyske bliver de første, og bagefter kommer det til Taastrup og Gentofte, hvis alt går godt,« forklarer hun.