IC Group: Premium-mærker skal løfte omsætningen

Modetøjsvirksomheden IC Group venter vækst i 2016/17 drevet af koncernens hovedmærker, der omfatter Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger.

Koncerndirektør Mads Ryder (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det fremgår af selskabets regnskab for 2015/16, hvor selskabet nåede en omsætningsvækst og en EBIT-margin, der var på linje med de senest udmeldte forventninger fra selskabet.

I det forgangne regnskabsår realiserede IC Group en omsætning på 2665 mio. kr. mod 2638 mio. kr. året før, svarende til en stigning på 1,0 pct. eller 1,9 pct. i lokal valuta.

Driftsresultatet (EBIT) blev løftet til 243 mio. kr. fra 207 mio. kr. i 2014/15, svarende til en forbedring af driftsmarginalen fra 7,8 til 9,1 pct. På bundlinjen står et overskud på 195 mio. kr., hvilket er noget over de 140 mio. kr., som selskabet realiserede regnskabsåret før.

En del af de penge kan aktionærerne se frem til at få del i, idet selskabets bestyrelse har besluttet at indstille til generalforsamlingen, at der udloddes et udbytte på 5 kr. per aktie svarende til 85 mio. kr.

I regnskabsåret 2016/17 venter IC Group at kunne præstere en omsætningsvækst i lokal valuta på mindst 6 pct.

»Koncernens Premium brands forventes at drive den samlede omsætningsudvikling. Omsætningsvæksten ventes drevet af engros- såvel som retailkanalen, hvor en positiv effekt af nye butikker påregnes - både dem der åbnede i 2015/16 og butikker, der åbner i 2016/17,« fremgår det af regnskabet.

På nuværende tidspunkt forventer koncernens Premium brands at åbne 10-15 nye butikker i regnskabsåret 2016/17. Mens der ventes vækst på toplinjen, så forventer koncernen at realisere en stort set uændret EBIT-margin på ca. 9 pct.

»Koncernens indtjening ventes positivt påvirket af en øget bruttomargin, mens mængden af butiksåbninger vil medføre et øget omkostningsniveau,« uddybes det.