IBM har flere penge til Sun

Hemmelige forhandlinger om et køb fortsætter tilsyneladende, selv om det vil være en ny strategi på flere måder for det traditionelt lukkede IBM.

IBM er tilsyneladende klar til at lægge endnu flere penge for konkurrenten Sun. Foto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

IBM er villig til at lægge helt op til otte milliarder dollars for konkurrenten Sun Microsystems. Ikke alene vil købet være IBMs største nogen sinde, det vil også være en ny strategi for et af verdens største IT-firmaer.

Under topchef Samuel Palmisano har IBM stille og roligt trukket sig ud af hardwaremarkedet, mest tydeligt med salget i 2005 af hele PC-produktionen til kinesiske Lenovo. Hardwaremarkedet er for tiden hårdt presset, mens salget af software og konsulentydelser m.m. er, hvad der holder IT-branchen oppe.

Adgang til software vil hjælpe IBM

Køber IBM Sun, vil IBM kunne skrive 13 milliarder dollars på det årlige salg og samtidig få en solid markedsandel på salget af Servere, som IBM i forvejen er størst på i verden med egne 31,9 procent og måske oveni Suns 10,1 procent.

Men IBM er lige så interesseret i Suns Java-programmeringssprog, som anvendes flittigt til computere og mobiltelefoner, og databasesoftware. Her købte Sun for lidt over et år siden den svenske open source-database MySQL, der er den mest direkte konkurrent til ærkefjenden Microsofts SQL-databasesoftware.

Hvis begge dele kommer ind under IBM-paraplyen, vil IBM kunne øge sit software- og konsulentsalg, og hver gang en server sælges, vil der kunne sælges mange flere tillægsydelser - oven i købet på typisk fem-syv-årige kontrakter, som det er standard for softwareaftaler.

Alle analytikere er - uanset hvor overraskede de er over købsrygterne, som stadig ikke er blevet bekræftet - enige om, at IBM og Sun passer godt sammen. Deres produkter går fint i spænd, og begge selskaber har markeret sig på at følge en open source-strategi for deres software, den stik modsatte af, hvad Microsoft følger med sine licensaftaler og mere lukkede programmer. Men IBM/Sun vil også stå styrket over for en anden konkurrent, Oracle med den karismatiske Larry Ellison i spidsen. Også Oracles yndlingsaversion er Microsoft.

Meget forskellige virksomhedskulturer

Men der vil vente en udfordring med at samle to meget forskellige virksomhedskulturer. IBM er meget stiv i sin dagligdag, mens Sun har en mere afslappet tilgang, hvilket måske mest synligt ses i den nuværende topchef Jonathan Schwartz' afslappede påklædning og hans karakteristiske hestehale. Men hans forgænger, Scott McNealy, som var medstifter af Sun, har også altid haft en stil, der lå meget langt fra IBMs tilknappethed.

Sun har været igennem to store fyringsrunder. De seneste tre år er 7.000 stillinger skåret væk, i november blev det meldt ud, at endnu 6.000 jobs skal nedlægges.

De amerikanske konkurrencemyndigheder ventes at ville se nøje på et muligt køb af Sun, især for at sikre, at der fortsat er konkurrnece på serverområdet.