I vildrede om skat på sundhed

Helbred. Erhvervslivet har stadig ikke helt forstået, at motionsordninger, som firmaet betaler, udløser skattepligt hos den ansatte, siger revisorer. Firmakort til fitnesscentre har eksempelvis aldrig været skattefri.

Drømmen om at få en superhær af raske, effektive medarbejdere har fået mange virksomheder til at flokkes om landets motionscentre.

Her får de rabat, men de er ofte ganske uvidende om den reelle pris for deres ansatte.

Problemet forstærkes af, at motionskæderne sjældent fortæller virksomhederne hele sandheden om prisen, siger flere revisorer. Hverken på motionskæderne Fitness.dk eller Sats' hjemmesider for firmaer oplyses det, at et firmabetalt medlemskab udløser skattepligt hos de ansatte.

- Det er en rimelig udbredt misforståelse i erhvervslivet. Man tror fitness-medlemskab er skattefrit, siger statsautoriseret revisor Niels Sonne, Deloitte.

Hans kollega er irriteret over kædernes bramfri markedsføring.

- Det er et problem, når nogle fitnesskæder reklamerer med, at det bare er "skattefrit," siger revisor Lars Jakobsen, BDO Scanrevision.

Direktøren for det landsdækkende Fitness.dk Rasmus Ingerselv ser det dog ikke som sin opgave at formidle viden om skattereglerne via kædens 34 centre i Danmark.

-Reglerne er lidt kringlede, så vi mener virksomhederne er bedre til at gøre sig de skattemæssige overvejelser end vi er, siger direktøren for den danske motionskæde fitness.dk, Rasmus Ingerslev.

Skat holder fastSkat har ved flere lejligheder gjort sin holdning klar: Et medlemskab af et motionscenter er en ren privat sag og hvis en virksomhed vil betale det, betragtes det som et rent personalegode.

- Der er mange mindre virksomheder, som ikke rigtig kender reglerne. Tilsyneladende er der også udbydere, som ikke kender dem, konstaterer kommunikationschef hos Håndværksrådet, Søren Nicolaisen.

Næsten alle aktiviteter, som skal forebygge sygdom og højne ens sundhed, ser Skat som et rent privat anliggende.

Vil et firma forære sine ansatte et medlemsskab af et motionscenter, er det derfor et personalegode, som skal beskattes.

Kun hvis medlemsskabet kan siges at være en "helbredende behandling" kan der bliver tale om skattefrihed for den ansatte.