Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Lad det være sagt med det samme: VW Amarok er en stor bil på en smal snoet skovvej, men suveræn i det åbne terræn. Nissan Navara er mere kompakt og lettere at manøvrere på en smal skovvej og mere en arbejdshest i det åbne terræn.
Skal det være hårdt arbejde, er jeg tilbøjelig til at pege på Navara som min favorit, men er det en blanding af turen på marken og en tur til havnen med hestetraileren – så er Amarok suveræn.
Da vi kørte Amarok i Sverige i fjor, var den en oplevelse på de små snoede biveje, men lige bred nok, da vi kørte den på små stier på Milbrook testbanen nord for London.
Amarok er bedst på landevej
Køreegenskaberne på landevej mestrer Amarok bedre end andre. Den kører trods bladfjedrene helt skarpt i svingene, mens Navara er lidt tungere at danse med. Man kan sige, at VW har gjort Amarok mere personbilsagtig end man er vant til i genren. I øvrigt fås Amarok også med heavy duty dæmpere til de store laster.
Navara er også tung at styre i 4Low – så galt fornemmer man det ikke i Amarok, der kører ren automatik. Det er bare at slå differentialespærret til i begge biler og træde på speederen – og så ellers passe på træer og andre forhindringer. For off-road kan det hurtigt gå grueligt galt. Man skal køre gelinde.
Hvor Amarok kører helautomatik, må man dreje på en knap i Navara fra to- til firehjulstræk – og videre til krybegearet 4low med reduktionsgear. Amarok har en igangsætnings- og nedkørselsassistent, som bremser bilen under nedkørsler. I Navara er der maksimal trækkraft opad i 4 low – og maksimal nedbremsning ned ad bakke.
Amaroks ottetrins-automatgear skifter gear på landevej, så man ikke mærker det – men skiftene mærkes dog lidt i hårdt terræn, som det jeg har prøvet bilen i i Spanien – men den kommer frem og giver ikke de ryk, som man ellers normalt mærker i gængse automatgearkasser. Navara har for resten syv trin, men skifter ikke så blødt som Amarok.
En rigtig arbejdshest
Man kan få sin Amarok med spær på bagakslen, og det giver bilen fremragende terrænegenskaber. Som det er typisk for tyske biler, må man selv skræddersy sin bil, mens en bil som Nissan har det meste.
V6’eren har dog ikke spær som standard – det har 2,5 liters LE-udgaven, som mere opfattes som arbejdshest end som en topudstyret V’er med lædersæder. V6’eren har også soltag, navigation og et bedre musikanlæg.
Kigger man på motoren, er Nissans 3-liters V6 diesel ganske kraftfuld og har en udtalt dieselbrummen ved acceleration, men Amarok’ens 2-liters 4 cylinder biturbo-motor er bestemt heller ikke lydløs. Fordelen ved Amarok er, at den går 12,2 km/l mod Navara’s 10,5 km/l.
Nu er det jo ikke mindst entreprenører, der kører i kraftige pick-up modeller, så vi skal ile med at oplyse trailervægten, som er 3,2 tons på Amarok med automatgear og tre tons på Navara.