I kamp for lejerne – også i alle de nye ejendomme

Claus Højte, som er direktør for LLO i hovedstaden, henter sin drivkraft i bevidstheden om at hjælpe nogle af boligmarkedets svageste – og han tror på fremtiden for lejerorganisationen, selv om de regulerede lejemål udgør en stadigt mindre del af markedet.

De senere år har der været en tendens til, at flere og flere dropper den dyre og forpligtende ejerbolig og vælger en tilværelse som lejer i stedet.

I 2015 viste tal fra Danmarks Statistik, at antallet af lejere her i landet var steget med 167.000 på blot fire år, og i dag er der stort set lige fordeling mellem lejeboliger og ejerboliger på det danske boligmarked: 49,5 pct. af boligerne i Danmark er lejeboliger, og 49,8 pct. er ejerboliger.

Det kunne pege i retning af, at 1960ernes drøm om et homogent ‘parcelhusdanmark’ bestående af arbejder- og middelklasseborgere, som vægter det solide og langsigtede i at investere i fast grund under fødderne, er ved at være forældet – lidt på samme vis som freelancetjanser og vikariater i mange brancher har erstattet det faste job, som sikrer brød på bordet i årtier.

En økonomisk skillelinje

Men selv om lejeboligmarkedet efterhånden er mindst lige så meget for middelklassen som for de økonomisk mindrebemidlede, og stadigt dyrere nybyggede udlejningsejendomme skyder op rundt omkring i de større byer, går der stadig en økonomisk skillelinje ned gennem boligmarkedet i Danmark. Det vurderer Claus Højte, som er direktør for Lejerner LandsOrganisations største afdeling, Afdeling Hovedstaden:

»Hvis vi kigger på, hvem der ejer, og hvem der lejer de danske udlejningsejendomme, så er der stor indtægtsforskel på ejere og lejere. Man hører tit folk argumentere for at slippe lejemarkedet fri og droppe huslejereguleringen, for hvorfor kan en ejer og en lejer ikke bare frit indgå en aftale om udlejning, ligesom køber og sælger kan på den del af boligmarkedet, hvor der handles fast ejendom? Men det er en illusion, at der kan være lighed mellem ejere og lejere,« siger Claus Højte.

»For at nævne et konkret eksempel, så har en stor udlejningsvirksomhed som DEAS et stort antal veluddannede medarbejdere, der gør deres bedste for at hjælpe ejeren, når der skal laves lejekontrakt, gennemføres lejestigninger og så videre. Det kan gamle fru Hansen, der bor i en lejelejlighed, ikke matche. En stor del af LLOs berettigelse består i, at vi er med til at hjælpe og støtte en gruppe af danskere, der økonomisk står relativt svagt,« forklarer Claus Højte, som dog understreger, at LLO også hjælper vellønnede lejere med eksempelvis at føre sager i Huslejenævnet:

»Alle, der henvender sig til os, gør vi naturligvis vores bedste for at hjælpe. Men hovedparten af dem, vi hjælper, er folk med en relativt lav indtægt, hvilket selvfølgelig er endnu mere udpræget, når det er lejere i det almene byggeri. Og det er for mig med til at gøre mit arbejde for LLO meningsfuldt, at jeg derigennem kan støtte nogle af de svage på boligmarkedet,« siger han.

Lejelovene skal moderniseres

LLO har ca. 55.000 medlemmer på landsplan, hvoraf de 30.000 bor i hovedstadsområdet. En hjertesag er huslejereguleringen, og den er ikke kun til for den enkelte lejers skyld, men for hele samfundet, lyder udmeldingen fra Claus Højte. For til trods for at de nybyggede lejeboliger ikke er omfattet af reguleringen, og det derfor er nærliggende at stille spørgsmålet, om ikke denne lovgivning inden for den nærmeste fremtid vil have overskredet sidste salgsdato, er der stadig en stor andel af de danske lejere, der har gavn af den, understreger Claus Højte.

I lande, hvor lejemarkedet er forholdsvis ureguleret, opstår der en højere grad af social segregering mellem samfundsklasserne, mener han og peger på Norge som eksempel:

»I Oslo er der mange vellønnede familier, der er nødt til at leje en toværelses lejlighed, fordi huslejerne ligger så højt. Det ser man stort set ikke i Danmark, hvor huslejereguleringen er med til at sikre et mere balanceret boligmarked,« siger Claus Højte.

Han understreger, at LLOs rolle i fremtiden bl.a. skal bestå i at presse på for en modernisering af lejelovene, der tager udgangspunkt i boliger opført i 1900. Det er ikke tidssvarende og skaber et misforhold i forhold til at regulere moderne og moderniserede boliger, lyder det:

»Vi ønsker en regulering af alle lejeboliger, som tager udgangspunkt i de omkostninger, udlejer har, men som er mere fleksibel end den nuværende, og som giver bedre muligheder for forhandlingsløsninger mellem lejere og udlejere. Sådan et system har man i Sverige, og det fungerer godt.«