I kælderen under Illum er ingen blevet hængende. Nu forsøger nyt supermarked sig

I Illum i midten af København – en af hovedstadens mest markante indkøbsdestinationer – har underetagen været præget af lidt af en stoledans den seneste årrække. Nu rykker en ny kæde ind i lokalerne. Og trods historikken med dårligt salg og svag kundestrøm er den nye supermarkedsspiller »ret sikker på«, at den er kommet for at blive.

300 millioner kroner har koncernen Dagrofa sat af til at åbne og modernisere deres Meny-supermarkeder. Det nyeste eksemplar åbner i underetagen i Illum og erstatter Irma, som »ikke har haft nok kundestrøm til at drive en fornuftig forretning« i lokalerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så var den der. Så var den der ikke. Så var den tilbage – og nu er den ude og erstattet af konkurrenten.

Underetagen i Illum har haft mange lejere – blandt andet supermarkedskæden Irma ad to omgange. Men fra februar 2022 bliver det konkurrenten: supermarkedskæden Meny, der prøver kræfter med de kendte kælderlokaler i det store varehus i hjertet af København.

Den dansk-norske supermarkedskæde træder med åbningen i Illum i flere fodspor – først var det Irma, der logerede i kælderen i 50 år fra 1969 til 2016. Så var det et italiensk wild card i form af madmekkaet Eataly, der efter mindre et år måtte give op, fordi der ikke var nok kunder. Så tog Irma endnu en runde på adressen – og nu er det så blevet Menys tur.

»Jeg glæder mig til at åbne dørene. Illum giver stor eksponering og mange besøgende, og det passer os rigtig godt,« siger Menys direktør, Ricco Boss, til Berlingske.

Richo Boss vil ikke løfte sløret for, hvor lang en periode kontrakten med Illum løber. Men intentionen er til den permanente side:

»For os er det en stor investering at indrette et madmarked af den her kaliber, så vi har ikke en dato, hvor vi påtænker ikke at være der. Vi er ret sikre på, vi kommer til at ligge der permanent.«

Permanent blev til gengæld ikke Irmas tilstedeværelse i Illum-kælderen. Irma åbnede – for anden gang – på adressen i 2018, men butikken har været den af kædens supermarkeder med mindst indtjening, fortæller Irmas salg- og driftsdirektør. Illum har ikke ønsket at kommentere, hvorvidt udskiftningen sker efter aftale med Irma, eller om det er en beslutning fra Illums side.

Men Ifølge Jan Larsen, salgs- og driftsdirektør i Irma, sker flytningen med Irmas gode vilje – og er resultatet af utilstrækkeligt salg.

»Vi har ikke nok kundestrøm derinde til at drive en fornuftig forretning. Vi har med Illum lavet en fælles aftale om ikke at være der mere, og at de derfor kunne kigge efter andre. Jeg tror også, at danskerne er dårlige til at handle ind i en kælder, og jeg kan ikke se for mig, at kundestrømmen i kælderen skulle vækste væsentligt i fremtiden,« siger han.

Jan Larsen understreger, at der ikke er planlagt andre Irma-lukninger.

En af udfordringerne for omsætningen på adressen har været huslejeniveauet, som »er for høj til, at vi kan drive en forretning«.

Men trods kælderens historik, præget af udskiftninger og udfordringer, er Meny ikke i tvivl om, at de er flyttet ind det helt rigtige sted.

»Vi ser det som en fantastisk placering med mange kunder. Det er vi helt trygge ved. Og vi er helt sikre på, at vores madmarked kan tiltrække nok trafik,« siger Meny-direktør Richo Boss.

En større mission

Menys indtog i Illum er en del af en større plan. Der er fra koncernen Dagrofa afsat 300 millioner til åbning af Meny-butikker landet over de næste tre år, og udover Illum-åbningen åbner Meny en ny butik i Skovlunde og på en anden – stadig hemmeligholdt – adresse i København.

»Vi er ikke fuldt udbygget i Danmark endnu. Vi har minimum plads til et par håndfulde Menyer mere. Udover at vokse er vores ønske at være Danmarks bedste madmarked for fødevarer og inspiration,« siger Richo Boss.

For Meny skal ikke »bare være et standardsupermarked«, konkluderer han og forklarer, at de udover at uddanne slagter- og delikatessemedarbejdere også vil uddanne sommelierer, ølkelnere og ostemestre.

Meny hører under koncernen Dagrofa, som desuden favner kæder som SPAR, Min Købmand og Let-Køb. Tomas Pietrangeli er koncernchef. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Meny-kæden har været seks år i Danmark, og det har været en stor opgave at »ensrette« butikkerne. Men det er vigtigt, at de forbliver lokalt tilpassede, understreger Richo Boss:

»Vi har det rigtig godt med, at nogle af de varer og prislejer, vi kan sælge i Illum, på Frederiksberg, Hellerup og Nordhavn, ikke nødvendigvis er de samme som i Nakskov eller i Nordjylland.«

Hvad er Menys største udfordring på nuværende tidspunkt?

»Jeg tror, at det er vigtigt at få fortalt historien om Meny. Og vi er en ung kæde, og det giver blinde vinkler. Der er store byer, hvor vores koncept passer godt, men hvor vi ikke er repræsenteret endnu. Kolding, Vejle og Svendborg eksempelvis.«

Det lyder, som om Meny skal være mere eksklusivt og særligt, end det skal være hverdag?

»Det skal være begge dele – vi ligger forhåbentlig i den bedste ende, når vi snakker kvalitet og faglighed. Men vi er til for de mange, ikke for de få. Vi er også relevante til inspiration for hverdagen og madpakken.«

Forskellen?

Har man et vågent øje på supermarkedernes selvfortælling, kan det virke bekendt. Lokaltilpassede butikker, fødevarer af høj kvalitet og vejledende personale er også italesatte kerneværdier hos Irma. Så hvad adskiller de to? Og hvad vil være forskellen for kunden, der træder ned i Illums underetage i det nye år?

»Jeg tror – sagt med et glimt i øjet – at jeg vil afholde mig fra at svare på, hvad forskellen på os er. Jeg vil hellere invitere kunderne ind og se det,« svarer Meny-direktøren.

Det vil Jan Larsen fra Irma til gengæld gerne komme med et bud på.

»Jeg tror generelt, at Meny driver enheder, som er noget større. Og det er de rigtig gode til. Irma driver lidt mindre enheder, og det er vi rigtig gode til.«

I et skriftligt svar til Berlingske skriver Illums marketingdirektør:

»Meny og Irma er to vidt forskellige koncepter, og Menys nye gourmetsupermarked passer super godt til Illum-kunden.«