I Danmark udløste milliardærens ejendomsopkøb et lovindgreb. Nu køber hans fond endnu vildere op: »Vi har stærkere fremdrift end nogensinde«

Den amerikanske multimilliardær Stephen Schwarzman er kendt for en aggressiv opkøbsstil i kapitalfonden Blackstone, der blandt andet er verdens største ejendomsinvestor. Og lige nu køber han mere op end nogensinde – i en episk satsning på at hente gevinster på vej ud af coronakrisen.

Stephen Schwarzman nævnes jævnligt blandt verdens mest indflydelsesrige personer i kraft af kapitalfonden Blackstones enorme investeringer samt hans egne politiske donationer og filantropiske pengegaver. Gian Ehrenzeller/EPA/Ritzau Scanpix

»Der er altid vindere og tabere. Blackstone var en kæmpe vinder på vej ud af den globale finanskrise. Og jeg tror, det samme vil ske nu.«

Ovenstående ord faldt på en finanskonference i december 2020. Og de var værd at lytte til. De kom fra Stephen Schwarzman, manden bag en af klodens største kapitalfonde og en af den tungeste drenge i den globale finansverden.