»I Danmark ser vi næsten ned på dem, der bliver rige«

Mens man i USA får point alene for at prøve, har vi herhjemme svært ved at tilgive fejl. Der er heller ingen sammenhæng overhovedet mellem risiko og afkast for en iværksætter. »Det er et kæmpe problem,« siger Ulla Brockenhuus-Schack, topchef i ventureselskabet Seed Capital.

Ulla Brockenhuus-Schack har helt fra barnsben tjent penge«. Hun gjort rent hos naboen, stod i modebutik som teenager, og startede fem skindtøjs-butikker, mens hun studerede på Handelshøjskolen. Det begyndte at knibe med SUen, så hvorfor ikke selv tage affære. I dag er hun via Seed Capital fødselshjælper for talrige nye virksomheder. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Hun er Danmarks ubestridte iværksætterdronning, men vil nok betakke sig for betegnelsen. For selv om Ulla Brockenhuus-Schack er en excellent fødselshjælper for nye virksomheder, og som Managing Partner i Seed Capital forvalter tæt på to milliarder kroner, er hun ikke typen, der slår om sig med fine titler eller egne bedrifter.

Hun tager det også helt cool, når besøgende i virksomheden tror, at hun er sekretæren. Misforståelsen skyldes, at hun deler kontor med en af sine mandlige partnere, Carsten Schou.

»Det sker tit, at folk tror, jeg er hans sekretær. Forleden kom en udenlandsk gæst hen og takkede mig mange gange for det glimrende hotel, jeg havde booket til ham. Han blev senere helt flov, men han kom jo sådan set bare for at sige tak,« siger Ulla Brockenhuus-Schack.

Pudsigt nok har Seed Capital slet ikke en sekretær blandt sine 20 ansatte.

»Det ville være et dårligt signal at sende til vores iværksættere. Vi sidder alligevel ved computeren, og vi henter også selv kaffen til vores gæster,« siger hun og smutter da også før interviewet ud efter to kopper kaffe i café-køkkenet på gangen.

Ingeniørernes paradis

Ventureselskabet har til huse i DTUs labyrintagtige universitetsby ude på Lundtoftesletten i Lyngby. Ingeniørernes paradis. Seed Capital er sat i verden for at forsøge at »trække forskning ud af universiteterne og kommercialisere den«.

Det gælder især på områder som life science, it og cleantech, men Seed hjælper også andre Start Up-miljøer med statslig kapital. Begge dele med succes, hvilket ikke mindst tilskrives ildsjælen Ulla Brockenhuus-Schack, der også har personlige erfaringer som iværksætter.

Der er noget helt igennem ukrukket over den 51-årige topchef med den veltrænede håndboldskikkelse. Opvokset i en lille landsby i Sønderjylland, ud af en børneflok på fem, med en dyrlægefar, leg på nabogården og badning i den nærliggende mergelgrav.

»Sådan et rigtigt drengepigeliv,« siger hun og fortæller, at familien senere flyttede til Struer.

»Det var helt rigtige tidspunkt for mig. Jeg gik i 4.-5. klasse, og det var en større by med mange flere muligheder, ikke mindst inden for sport. Jeg havde det skønt.«

Hun har »altid tjent penge«. Lige fra rengøring hos naboen til jobbet som teenager i en modebutik i Struer, hvor hun og veninden »fik masser af ansvar og smart tøj til indkøbspris«, mens de gik i gymnasiet. Som studerende på Handelshøjskolen åbnede hun sammen med vennen Michael Rasmussen en stribe skindtøjsbutikker.

»Vi boede i det samme bofællesskab, han læste psykologi og var ved at løbe tør for SU. Hans far havde lidt ekstra plads i en forretning ude på Vesterbrogade, tæt på Frederiksberg, og jeg kendte nogle, der solgte skindtøj, og så lavede vi fem forretninger. Street Fashion, hed de, og dem kørte vi ved siden af studierne.«

Mindre succes havde hun med den ellers ambitiøse netbutik Harburi.com, som hun lancerede omkring årtusindskiftet. I dag hun trøste sig med, at hun med sit outlet på nettet var forud for sin tid.

Ulla Brockenhuus-Schack færdes tilsyneladende lige hjemmevant i DTUs livlige universitetsmiljø, på de bonede gulve hos erhvervseliten og i de højere politiske snirkler. Hun har blandt andet har siddet i regeringens Vækstforum. I kongehuset er hun privat gæst sammen med ægtemanden, greve og hofjægermester Michael Brockenhuus-Schack, og som medlem af Mary Fondens bestyrelse arbejder hun professionelt sammen med kronprinsesse Mary.

Hun får statspenge til at yngle

Ikke alene er Ulla Brockenhuus-Schack eminent til at spotte det unikke iværksættertalent, som Managing Partner i Seed har hun også bevist, at hun mestrer den svære kunst at få statspenge til at yngle.

I de ti år, hun har stået i spidsen for Seed Capital, er virksomheden gået fra at have seks ansatte og forvalte 80 mio. kr. til i dag at være 20 mand og med 1,8 mia. kr. under forvaltning. Vel at mærke »hårde penge«, for som hun forklarer:

»Pengene til innovationsmiljøet kommer fra staten, mens hovedparten af kapitalen i Seed Capitals to fonde kommer fra institutionelle investorer og Vækstfonden.

De første penge, vi investerer i et selskab via innovationsmiljøet, er offentlige penge. Men vi forvalter dem, som om det var hårde penge for at forberede iværksætterne den virkelighed, de vil møde i næste finansieringsrunde. Og så er det den eneste rigtige måde at investere på.

Vi investerer i virksomhederne, vi får aktier, og provenuet går tilbage til staten og investorerne i vores fonde. Vi arbejder således som som en traditionel venturekapitalfond, og selv om vi kun er 20 mand herude, er der altså ca. 700 medarbejdere i vores porteføljeselskaber.«

Disse tæller i dag langt over 60. Ulla Brockenhuus-Schack indrømmer blankt, at hun ikke kan dem alle på fingrene længere:

»Jeg vil sige, at da vi kom over de 25 virksomheder, begyndte det at knibe med detaljerne. Da knækkede filmen, for mig i hvert fald. Men indtil da kunne jeg huske, hvem der sad i bestyrelsen, i ledelsen, de strategiske udfordringer, omsætningen, antal medarbejdere osv. i hver enkelt virksomhed.«

Gigantsucces

Seed Capital har været fødselshjælper for eksempelvis Libratone, der har fået gigantisk succes med deres trådløse højttalere. Hvad var det, der fik jer til at gå ind i netop dét projekt?

»Libratone er en klassiker. I virkeligheden kombinerer de noget af det, vi er rigtig gode til i Danmark. Lyd og design. Og så havde teamet bag spottet, at der sker noget radikalt inden for lyd lige nu. At det går fra at være hardware til i princippet at være styret af software og trådløst. Det var der ikke ret mange i branchen, der havde set på det tidspunkt, da de kom til os.«

Når Ulla Brockenhuus-Schack og hendes partnere i Seed skal vurdere, om de vil støtte et projekt, handler det ikke kun om selve produktet, men også i høj grad om teamet bag. Men hvordan skille skæg fra snot?

»Vi bliver præsenteret for omkring 500 »business cases« om året, så efter ti år har vi efterhånden set 5.000. Selvfølgelig har vi taget fejl nogle gange, hvor vi har sagt nej til noget super godt. Men vi har alligevel set så meget, og vi følger det forskningsmæssige så tæt, at vi som regel fanger det unikke, når vi ser det. Men også vores investeringsstrategi, kompetencer og kapitalhehov skal passe sammen,« siger hun.

»Det kan eksempelvis ikke nytte, hvis en iværksætter skal bruge 200 mio. kr. for at se, om det virker, for så kommer vi ingen vegne. Vi skal også have fælles ambitioner med virksomheden i forhold til ledelsen. Ofte er iværksættere jo meget teknisk mindede, så når først prototypen er på plads, er det vores erfaring, at der skal kommercielle kræfter til for at få produkterne ud. Kun ganske få iværksættere kan det hele.

Nogle af vores største virksomheder herhjemme er ganske vist skabt af ingeniører, så det kan lade sig gøre. Men det er ikke altid, det lykkes, så noget af det første, vi spørger folk om, er: Hvad vil I selv? Hvad er din personlige ambition? Og kan du leve med, at nogle andre skal lede virksomheden på et tidspunkt? At der skal andre kompetencer til?

Alle disse her lidt ubehagelige ting skal på bordet. Der skal være en erkendelse af, hvad der skal til, for at det skal lykkes. Det kan nogle gange være svært, for så tænker folk måske: Er vi nu ikke gode nok?

Jo, I er fantastisk gode. Til det her. Men man skal kunne acceptere, at man godt kan have skabt noget, uden at man nødvendigvis selv er direktør.«

Gode sælgere er guld værd

Hun mener, at vi herhjemme er tilbøjelige til at undervurderer begrebet salg:

»Salg er jo vigtigt. Ligegyldigt om du skal sælge en virksomhed til en ny medarbejder, eller du skal sælge et partnerskab i en strategisk sammenhæng. Alt det der med at finde fællesnævneren og skabe grundlaget for at lave noget sammen med andre. Hvad enten det nu er at sælge et stykke tøj, introducere et nyt mærke, eller måske få en ny investor ind i et selskab. Gode sælgere er guld værd.

Jeg tror, at det her med at være sælger nogen gange bliver stigmatiseret. Men i næsten alt business handler det jo i sidste ende om salg. Når man skal overbevise andre om sine egne ting, bliver man nødt til at prøve med det vindende argument. Her hos os er vi altid mindretalsinvestorer. Vi kan ikke som i de private kapitalfonde sige: »Sådan vil vi have det, for det er os, der bestemmer.« Vi bliver nødt til at kunne sælge ideen/varen/hvad det nu er.«

Skelsættende studieår

Studieårene i USA blev skelsættende for Ulla Brockenhuus-Schacks karriere. Hun havde taget en HA på Handelshøjskolen og var igang med at læse til cand. merc, da hun pludselig følte, at »der var lidt for lidt gang i den«. Hun mødte nogle »legekammerater«, blandt andre Peter Kürstein, som i dag er adm. dir. hos Radiometer. Han havde netop læst på Harvard og boet i USA nogle år.

»Jeg syntes, det var vildt inspirerende, og så tænkte jeg – altså uden at det skal opfattes nedladende: »Hvis de kan, kan jeg da også.« De hjalp mig for øvrigt med at lave ansøgningen, og jeg søgte fire universiteter derovre. Heldigvis fik jeg svar fra Columbia. Jeg kom ind og læste der i to år, og jeg fik afslag fra de tre andre. Jeg fik aldrig gjort min cand.merc. færdig, men tog så en MBA, og fordi jeg havde haft basisfagene, kunne jeg strikke et studie sammen med nogle rigtig spændende fag – som for eksempel Managing Innovation og Business Strategy, hvor jeg havde en helt fantatisk professor.«

Vi dyrker heltene for lidt

Hvad er det, vi kan lære af amerikanerne, når det gælder iværksætteri?

»Mennesker i USA har en fantastisk selvtillid. Troen på at man kan. Der er vi sådan lidt mere: »Gad vide, om jeg nu også kan finde ud af det?« De springer ud i det. Vi er ved at lære det herhjemme, men prisen for failure er ikke så stor derovre. Tværtimod får man stor anerkendelse for at tage initiativet og prøve. Herhjemme har vi svært ved at tilgive dem, der har fejlet.

Tænk bare på Michael Mathiesen (2M Invest, red.). Han var en person, som tog en masse initiativer i Danmark, og nu hører vi aldrig om ham. Jeg ved ikke, hvor han er. Det er bare et eksempel. Det der lille netværk af banker bliver hurtigt skræmte,« siger Ulla Brockenhuus-Schack og tilføjer, at det naturligvis ikke er tilgiveligt, hvis man er uærlig og ikke håndterer tingene ordentligt, hvis en virksomhed går skævt.

»Men jeg synes, at vi herhjemme skal have en større tolerance for failure. Det er det ene. Det andet er – og det er et kæmpe problem i Danmark – at der overhovedet ikke er nogen sammenhæng mellem Risk and Return for en iværksætter. Vi gør det så besværligt, og vi ser næsten lidt ned på dem, der bliver rige. Og vi har jo brug for de her vanvittige mennesker, der omtrent pantsætter svigermors hus for at få lov til at lave den næste forretning. Men så skal det saftsusemig også kunne betale sig, når de lykkes med det.

For de går jo for en væsentlig lavere løn, end os andre på fast løn, og de risikerer rigtig meget. De har overhovedet ikke sparet op til pension i de ti år, de har prøvet, og hvad får de ud af det? De bliver brandbeskattet. Jeg synes simpelt hen, det er sådan en mærkelig kultur vi har, hvad det angår,« siger hun og mener, at vi i stedet burde heltedyrke og sørge for, at de der lykkes, også bliver rige.

»I dag er det jo nærmest på trods, når folk bliver iværksættere, og mange gange de forkerte, der har lyst. De har måske ikke et job, og så starter de ud. Det er en forkert motivation, for det er noget sværere at starte fra nul end fra et job, hvor der er en infrastruktur,« siger hun og tilføjer, at den nye lovgivning, som er på vej, kun er »små lapperier på tidligere gigantfejl.«

»De er ikke i nærheden af at skabe de vilkår, som skal til. Simpelt hen.«

Skattekreditter på ønskesedlen

Hvad skal der så til efter din mening?

»Man kunne overveje at øge skattekreditterne ubegrænset til virksomheder eller personerog derved skabe et incitament til at investere i forskning, udvikling og markedsudvikling. På den måde ville de få positiv kredit i stedet for at skulle vente med at få skatten tilbage, når de tjener penge om måske ti år. At de kunne få lov til at trække skatteværdien af den investering, de laver nu, fra med det samme.

På den måde ligestiller du små virksomheder med store, veletablerede virksomheder. Hvis Arla investerer en million i produktudvikling, så trækker de den fra i skatten samme år. Det var én mulighed, og så mener jeg seriøst, at iværksættere skulle have lov til at sælge deres aktier uden beskatning.

Hvis de nu har investeret en million, og de sælger virksomheden for to millioner, så skulle de have lov til at beholde den million. I dag bliver nettoprovenuet indkomstbeskattet. Helt vildt. Nogle af dem lader så pengene ligge i et selskab, men hvis du trækker beløbet ud, skal det beskattes. Det må da være muligt at finde nogle modeller, som skaber bedre vilkår for iværksættere. Jeg mener i forhold til den risiko, de løber. Vi har sådan brug for dem, og i stedet daffer mange af dem af sted til udlandet, hvor vilkårene for dem er meget bedre. Dér kan du blive meget rigere, hvis du lykkes med det.«

Nu sad du selv i regeringens Vækstforum, nytter den slags tiltag slet ikke?

»Jo. Jeg synes sådan set, at mange af de programmer, man har strikket sammen – eksempelvis innovationsmiljøordningen – er meget fornuftige. Vi har Højteknologifonden, som også får ros i udlandet. Jeg har siddet i bestyrelsen, så det er måske unfair at nævne dem, men jeg synes faktisk, de gør det helt godt.

Når det er sagt, bliver vi altså nødt til at tænke tingene igennem. Tag nu skatteområdet. Vi har siddet i regeringens Vækstforum, hvor vi ikke måtte tale skat. Men du kan ikke tale erhvervspolitik uden skat. Det giver ikke mening.«

Ulla Brockenhuus-Schack fortæller om sit vigtigste valg i sin lange business-karrierer. Hør hendes svar her.