Hver dag, når direktør i Palæo, Peter Emil Nielsen, skyder arbejdsdagen i gang, går de første to timer med krisehåndtering af personalesituationen.
Hænderne er i forvejen for få. Palæo har med 37 ansatte halvdelen af de medarbejdere, de skal bruge. Og om morgenen forsvinder flere – en ringer og sygemelder sig med influenza, en er coronasmittet, en er nærkontakt. Sådan kan hver tredje medarbejder pludselig skulle streges fra dagens vagtplan.
»Der er alle mulige problemer hver eneste dag, oven i at vi i forvejen virkelig mangler arbejdskraft,« siger direktøren.
Hver dag er løsningen en ny model for de syv Palæo-butikker. Kortere åbningstider. At nøjes med en enkelt medarbejder i butikken. At holde en eller flere butikker helt lukket for dagen.
Arbejdsmarkedet, navnlig hotel- og restaurationsbranchen, har i flere måneder skreget på arbejdskraft. Øget coronasmitte og skærpede isolationskrav for medarbejderne, puster nu yderligere til udfordringen.
Og det er mere end en hård kombination, lyder det fra brancheorganisationen HORESTA. Palæo står ikke alene med problemet, og »alle i branchen er ramt«, siger HORESTAs politiske direktør, Kristian Nørgaard.
»Vi står med en historisk stor mangel på arbejdskraft. Det er den ene del. Den anden del er, at vi samtidig er ramt af smitte og hjemsendelser. Og det er altså svært at arbejde hjemmefra, hvis du er kok eller tjener. Så vi er ramt dobbelt,« forklarer Kristian Nørgaard.
»Det er helt vildt kritisk,« konkluderer den politiske direktør.
Sådan oplever Palæos Peter Emil Nielsen det også. Inden corona ramte Danmark, bestod kæden af ni afdelinger, og planer om udvidelse med tre nye i London. Den plan er der ikke længere, og kæden har i stedet måtte lukke to butikker i Danmark.
»Måske der ryger flere afdelinger. Vi kører på pumperne ligesom mange andre i branchen. Det har gjort rigtig ondt. Vi tror på, at vi overlever, men faktum er, at omsætningen er faldende og udgifterne stigende, og det er opskriften på en dårlig forretning.«
For Palæos direktør står problemet med den manglende arbejdskraft ikke alene. Det spreder ringe i vandet, forklarer han. Når en medarbejder er nødt til at stå alene i butikken, kan det betyde, at kunderne får en dårligere oplevelse. Og det påvirker også den ansatte. Flere i Palæo har sagt op grundet netop den situation, erkender direktøren.
»Manglen på arbejdskraft giver en ond cirkel af konsekvenser«, siger Peter Emil Nielsen.
Under corona har det offentlige trukket mange unge danskere til job som podere og i vaccinecentre. Copenhagen Medical evnede eksempelvis at besætte 2.000 stillinger til deres kviktestcentre på et døgn. Man kan derfor undre sig, hvorfor man som direktør, som Peter Emil Nielsen, ikke sætter lønnen op, så man kan tiltrække flere af de unge medarbejdere, der ellers drages af den høje poderløn.
Peter Emil Nielsen har allerede sat lønnen op. Men i et regnestykke præget af en nedsat omsætning, er højere løn til de mange vagter en stor udgift at tilføje. Og Palæo-direktøren oplever på trods af tiltaget, at de unge medarbejdere valfarter til de velbetalte job uden for restauranterne.
Et belastende bagtæppe
I HORESTA betragter man branchens situation om et akut behov for økonomisk hjælp – det kræver et styrket økonomisk sikkerhedsnet under virksomhederne, mener den politiske direktør.
»Man må genoplive nogle af de kompensationsordninger, vi har haft. I særdeleshed set i lyset af det, vi har været igennem de sidste to år. Mange virksomheder har taget lån, fordi vi har været så hårdt ramt af restriktioner. Den regning står vi med nu, og det har fatale konsekvenser.«
Hvad mener I konkret, det kræver?
»Det kunne være at genoplive kompensationsordning på 30 procent eller at genoplive ordningen for selvstændige.«
Udfordringerne gælder jo ikke kun jeres branche, andre virksomheder er også påvirket af smitte og hjemsendelser blandt ansatte?
»Der er flere, der bliver ramt. Det gør bare særlig ondt i vores erhverv, hvor vi har bagtæppet af en virkelig svær økonomisk situation og stor mangel på arbejdskraft. Mange må holde lukket og forkorte åbningstider, nogen er nødt til at udskyde deres pension, fordi de har haft så store økonomiske tab.«
Hos Palæo-direktøren Peter Emil Nielsen synes løsningen ikke lige så klar.
»Jeg ved det ikke … Da der var kompensationspakker under lockdown, tabte vi stadig et trecifret tusinde-beløb om måneden. De dækker meget, og det er rigtig godt men ikke i nærheden af 100 procent. Og det er bare svært i lang tid. Folk, der ikke er i vores branche, tænker måske ikke over det. Men når man har været i det her i to år, kan jeg love dig for, at man er ved at miste håret nu.«