Hvor er den nærmeste pengeautomat? Så kreativ er grækernes pengejagt

En ny mobilapplikation viser, hvor der er pengeautomater med euro i. Andre går over til bitcoins, hvor de kan hæve op til 1.000 euro.

Foto: STRINGER. For 14 dage siden blev den første bitcoinvekselautomat stillet op i en boghandel i Acharnai i det nordlige Athen. Her kan man hæve 1.000 euro mod de ellers begrænsede 60 euro. Arkivfoto: Dimitris Michalakis, Reuters/Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Grækernes problemer med at hæve penge til at få dagligdagen til at fungere har ført til en større kreativitet blandt de mest initiativrige.

Siden de græske banker lukkede for to uger siden, og der blev indført en daglig begrænsning på hævninger på 60 euro, har grækerne stået i kø foran de pengeautomater, som fortsat kunne spytte penge ud. I mange tilfælde er automaterne løbet tør for de eftertragtede 20-eurosedler, hvorfor automaterne kun har kunnet udbetale 50 euro.

Mobilapp finder pengeautomat med penge i

Det fik Dimitris Xatzileftheriou til sammen med nogle kollegaer et udvikle en mobilapplikation, som blev færdig i sidste uge, og hvormed man kan finde pengeautomater, der fortsat virker. Foreløbig findes appen til Android-telefoner, men en Apple iOS-udgave er på vej.

Med »Find ATM« (Find pengeautomat) kan brugerne skrive besked om, hvilke automater der virker, hvor lang køen er, og om man kan få 20-eurosedler. Ifølge avisen Greek Reporter var den største hindring for udviklerne overhovedet at finde alle pengeautomater i Grækenland og få dem registreret. På skærmen kan brugeren få beskeder som »Denne pengeautomat havde 20-eurosedler for 15 minutter siden«.

En anden måde at komme igennem dagligdagen på er at veksle sine euro til den digitale valuta Bitcoin. Ifølge britiske BBC er den anden bitcoinpengeautomat i fredags blevet opstillet i Grækenland i et forretningsområde i det centrale Athen. Den første bitcoinautomat har i en måned stået i en boghandel i to uger stået i en boghandel i en forstad til Athen, Acharnai.

Her kan man købe Bitcoin med almindelige penge og således få en valuta, som giver mulighed for at hæve flere penge end normalt, nemlig op til 1.000 euro.

500 procent flere bruger nu bitcoins i Grækenland

Bitcoin er en omdiskuteret valuta. Der er ingen central myndighed til at styre den. I stedet dannes nye bitcoins, når computere har fuldens en kompliceret, matematisk beregning. Flere har ment, at bitcoins på den måde bruges til pengehvidvask, og værdien af bitcoins har da også svinget kraftigt gennem de senere år. Siden slutningen af 2013 er den faldet jævnt, men mange onlinebutikker og virksomheder - heriblandt caféer - har taget den til sig som accepteret betalingsmiddel.

For at købe bitcoins skal man lægge penge ind i vekselautomaten. Den tilsvarende værdi sættes så ind på en konto, en slags virtuel tegnebog. Skal man hæve pengene igen og altså få euro ud, skal brugeren sende sine bitcoins til en virtuel adresse, som pengeautomaten angiver. De får derefter en QR-stregkode, som de kan scanne og på den måde få de rigtige pengesedler ud.

Ifølge det amerikanske blad Fortune er brugen af bitcoins i Grækenland steget med 500 procent gennem de seneste fire måneder.

Man betaler fire procent i kommission af beløbet for at bruge bitcoinautomaterne.