Hvor er den kloge finans-forbruger?

Er danske investorer dovne og selv skyld i, at de bliver taget ved næsen af de tilsyneladende helt passive investeringsforeninger? Finansjournalist Povl Dengsøe analyserer.

Povl Dengsøe, finansjournalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At finde den kloge finansforbruger minder om børnelegen »Find Holger«. Det er svært. Vi hører sjældent fra ham eller hende på redaktionen, og det må også være meget sjældent, at de hører fra ham eller hende ude i finanssektoren. Ellers var finansvirksomhederne – senest investeringsforeningerne – ikke sluppet afsted med det, de gør.

Senest har det vist sig, at en stor del af investeringsforeningerne med en temmelig passiv forvaltning er sluppet afsted med at markedsføre sig og især opkræve gebyrer, som om det var en aktiv forvalter af kundernes penge. Bare til sammenligning koster en investeringsforening med aktier i mange tilfælde små to procent i løbende omkostning, mens en passivt forvaltet fond kan købes så billigt som 0,1 procent i løbende gebyr. En forskel på mellem cirka 1.900 og 100 kroner i årlig omkostning med 100.000 kroner i depotet.

Den aktivt forvaltede fond bør for pengene sørge for et afkast, der ligger over det marked, som den opererer i. Men for det første har analyser gentagne gange slået fast, at det kniber for mange af de aktivt forvaltede fonde at slå det underliggende marked. Og for det andet bekræfter Finanstilsynets undersøgelser nu, at en stor del af de fonde, der både markedsfører sig som og koster som en aktiv fond, reelt er temmelig passive.

Med det i baghovedet skulle man tro, at en prisforskel i den nævnte størrelsesorden ville udløse en folkevandring af kunder mod det billigere, passivt forvaltede alternativ. Men det sker med stor sandsynlighed ikke, og den type folkevandringer på baggrund af store prisforskelle er heller ikke set tidligere blandt den finansielle sektors kunder.

Den præcise årsag til passiviteten kan kun findes i de enkelte finansforbrugeres hoveder. Men baseret på personlige erfaringer og mange år som finansjournalist kan en uvidenskabelig analyse være følgende:

Forbruget af finansielle produkter er præget af en giftig cocktail af mangel på forståelse og viden samt en vis ligegyldighed over for mindre pengebeløb i et velhavende samfund, hvilket holder finansforbrugeren fast i hængekøjen.

Svaret fra samfundet har hidtil været regulering i den bløde udgave, som i mange tilfælde kun hjælper lidt. Men hvorfor ikke sætte ind med det hårdeste våben, som er den skarpe forbruger, der ikke er bleg for at flytte sine penge et andet sted hen.

Egentlig undervisning i privatøkonomi dukker efter min erfaring først op i andet år på gymnasiet. Men mit bud er, at en integration af privatøkonomi og prisbevidsthed allerede i grundskolen ville lægge et mere effektivt pres på finanssektoren end nok så mange regler om god skik og prisskilte, som branchen selv forvalter.