Hvidvaskjæger klar til at trække Nordea-sagen til USA, hvis han mislykkes i Europa

Bill Browder er klar til at søge mod det amerikanske retsvæsen, hvis han møder modstand i det europæiske. Først var det Danske Bank, og nu Nordea: Hvidvaskjægeren planlægger at intensivere sit arbejde med bekæmpelse af hvidvask.

browder
Bill Browder i Danmark bl.a. til høring i Folketinget. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Bankernes onde hvidvaskånd planlægger at intensivere sit arbejde for bekæmpelse af hvidvask i bl.a. Danske Bank og Nordea.

Bill Browder, der er medstifter af Hermitage Capital Management, har brugt de seneste mange år på at grave bevismateriale frem og aflevere det til europæiske anklagere. Det meste har ført til kriminale efterforskninger, men der har også været udfordringer:

Nu er han klar til at drage mod det amerikanske retsvæsen, hvis han ikke lykkes i Europa, skriver Bloomberg.

Browders bevismateriale spillede en afgørende rolle i Danske Banks hvidvasksag, som Berlingske har rullet op gennem de seneste to år. Browder forklarer ifølge Bloomberg, at hans »hold« har været i stand til at få informationer fra de estiske anklagere, som har gjort det muligt at følge sporet fra pengene fra Danske Bank til Frankrig, Tyskland, Spanien, Holland og andre lande. Og Browder selv siger, at:

»Nordea har en lignende situation, og vi har stadig til gode at se, hvor pengene røg hen,« sagde han til Bloomberg.

Både Danske Bank og Nordea har understreget, at de samarbejder med de relevante myndigheder, og at de har taget markante skridt mod forbedring.

Nordeas chief risk officer og medlem af direktionen, Julie Galbo, har i en mail udtalt sig til Bloomberg, at hvis Browder »finder nye informationer, vil vi med glæde kigge på det. Nordea kan kun dele information med myndighederne.«

Danske Bank bliver netop efterforsket i Danmark, Estland og USA, og en række investorer jagter erstatninger fral banken, der potentielt kan løbe op i flere milliarder kroner.

Bloomberg skriver, at Bill Browder har beviser for, at Nordea-sagen indeholder mistænkelige transaktioner for omkring 2,6 milliarder kroner. Hans materiale bliver gennemgået af myndighederne i Finland, men indtil videre er der ingen formel efterforskning i gang.

Hvis ikke de nordiske anklagemyndigheder griber sagen mod Nordea, så vil Browder søge mod USA. Der kan han stævne Nordeas korrespondentbanker for deres transaktionshistorikker – en taktik, han siger, har været succesfuld tidligere.

Browder planlægger også at øge fokus på sin offentlige kampagne, eksempelvis gennem møder som det med Folketinget i Danmark. 29. januar skal han tale ved et hvidvaskevent med europæiske lovgivere.

Opdateret kl. 13.43 med kommentar fra Nordes Julie Galbo.