Hvidovre ruster op til klimamøde i 2009

Med nye store vindmøller og en bebyggelse med Skandinaviens største solcelleanlæg vil borgere i Hvidovre vise vejen ved topmødet i 2009.

Borgere i Hvidovre vil vise deltagerne i det store klimatopmøde i Bella Center i 2009 et udstillingsvindue med det bedste, Danmark kan præstere inden for miljøvenlig energi.

Det nystiftede Hvidovre Vindmøllelaug I/S forbereder sammen med DONG Energy at opstille tre store vindmøller på Avedøre Holme syd for København. DONG Energy står for projektering, finansiering og opførelse af møllerne, hvorefter medlemmerne af møllelavet får mulighed for at erhverve én af møllerne eller en tredjedel af projektet. Hvis ikke møllerne kan placeres på land, vil de blive opstillet i vandet umiddelbart nær Avedøre Holme i løbet af sommeren 2009, oplyser Erik Christiansen, bestyrelsesmedlem i interessentskabet.

- Med Kastrup Lufthavns over 20 millioner besøgende om året og med København og Malmø som naboer er det svært at forestille sig et bedre sted for et udstillingsvindue i Danmark, siger gruppen bag møllerne.

/ritzau/