Hvert tredje job går til software eller robotter i 2025

Udviklingen inden for blandt andet droner går så stærkt, at flere og flere af vidensjobbene snart kan varetages af maskiner.

Foto: Jørgen Kirk

Inden 2025 vil robotter, software og maskiner være i stand til at overtage hvert tredje job. Det siger Peter Sondergaard, der er forskningsleder hos det private IT-rådgivnngsfirma Gartner på IT-konferencen The Symposium/ITxpo.

»Ny digitale businesses skal bruge mindre arbejdskraft og maskiner vil skabe mening ud af data meget hurtigere end mennesker,« siger forskningslederen.

Som eksempel angiver han udbredelsen af droner, som over få år gik fra at være et hobbyredskab til nu forsøgsvis at bringe pakker ud for DHL i Tyskland og Amazon. Især peger han på, at dataanalyse, finansanalyse og medicinske diagnoser er opgaver, som vil være inden for teknikkens domæne i løbet af få år.

»En dag vil droner måske være dine øjne og ører. Droner er bare en af mange spirende teknologier, der rækker ud over den traditionelle teknologiverden. Droner er smarte maskiner,« siger Sondergaard og peger på, at de om få år vil være fast inventar i landbrug, geografiske undersøgelser og firmaer der lægger rørledninger.

Han peger på, at det ikke længere blot er manuelle jobs, der er i fare for at blive overtaget. Maskiner kryber sig nu ind på vidensjobbene - eksempelvis bruges maskiner ikke længere blot til at rette multiple choice eksamener. De bruges også til at læse ustruktureret tekst og give karakterer til essays.

Læs mere på Version2.dk