Hver tredje landmand tæt på bankerot

Bankdirektør slår alarm. Den økonomiske krise i landbruget stikker langt dybere end tidligere antaget. Tvangsauktioner ligger på det højeste niveau i 22 år.

Foto: Preben Madsen. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

En langt større andel af de danske landbrug end hidtil antaget har livstruende økonomiske problemer.

Den tidligere regering og topfolk fra finanssektoren brugte i foråret et tal fra landbrugets eget videnscenter, Seges, på 1.700 landmænd med høj gæld og lav likviditet til at konstruere en hjælpepakke til det kriseramte erhverv.

Men det er slet ikke nok til at dæmme op for problemerne, fordi en ond spiral af meget lave priser på svinekød og særligt mælk trækker endnu flere landmænds økonomi ned og giver dem røde tal i regnskaberne.

Ifølge Jesper Lyhne, direktør for Landbrugets Finansieringsbank, der følger nøje med i landbrugets problemer fra bank­siden, er antallet af kriseramte landmænd dobbelt så højt, svarende til hver tredje af landets 11.000 heltidsbedrifter.

»De 1.700 landmænd er i underkanten. Vi er nok tættere på, at det er en tredjedel af landmændene, som har vanskeligt ved at servicere deres gæld. Altså 3.500, der har samme problem som Grækenland med, at de ikke kan få indtægter og udgifter til at hænge sammen og ikke umiddelbart kan låne mere. Det kan også mærkes hos bankerne. Det er kun blevet værre efter den undersøgelse,« forklarer Jesper Lyhne.

Han understreger, at det primært handler om mælke- og svineproducenter, der er i krise, mens planteproducenter har det bedre. Problemet aktualiseres ved, at landmændenes priser på både svinekød og mælk hos slagterier og mejerier faldt igen i mandags.

Jesper Lyhne underbygger antallet af kriseramte landmænd med, at de aktuelle prisfald på landbrugsprodukter som følge af handelskrisen med Rusland og mindre mælkeimport i Kina er slået hårdt igennem.

Hos landbrugets eget videnscenter, Seges, erkender erhvervsøkonomisk chef Klaus Kaiser, at de aktuelle prisfald på de vigtigste landbrugsprodukter kan have forværret situationen og øget antallet af krise­ramte landmænd:

»Med de nuværende priser er jeg ikke afvisende overfor, at hans vurdering kan passe. Men vores beregninger bygger på en langsigtet betragtning, hvor priserne kan rejse sig. Det kræver således et permanent prisfald på landbrugsvarer, før hans analyse holder vand. Men det skal understreges, at 1.700 kriseramte bedrifter i sig selv er alt for mange, så det haster med indgreb, der kan forbedre indtjeningen i erhvervet.«

Berlingske Business har kigget nærmere på antallet af konkurser i det pressede erhverv. I maj var antallet af konkurser på det højeste niveau siden oktober 1993 ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Jesper Lyhne mener, at situationen minder om den store ejendomskrise, der ramte Danmark i 2008 og tog livet af en lang række banker. Der er bare aldrig blevet ryddet op i landbruget.

»Der er fundamentalt ikke forskel på det, der foregik på ejendomsmarkedet, og det, som foregik i landbruget. Både landmændene selv og dem, der finansierede dem, havde bildt sig selv ind, at det kunne fortsætte ind i himlen. Man tænkte ikke nok på, om der var indtjening nok til at servicere al den gæld,« forklarer Jesper Lyhne.

Han opfordrer bankerne til sammen med Landbrugets Finansieringsbank at finde løsninger på at reducere gælden og redde nogle af de dygtige landmænd med alt for meget gæld.

Store landbrug falder på stribe