Hver tredje dansker bruger privat IT-udstyr til arbejdet uden om at få lov

Flertallet af danskerne bruger deres eget it-udstyr i forbindelse med deres arbejde, men en stor del gør det, uden at have fået lov. Det gør situationen ekstra problematisk

Foto: Camilla Rønde.
Læs mere
Fold sammen

Private mobiltelefoner, pc'er og tablets har fundet vej ind på arbejdspladserne, men det sker i mange tilfælde uden arbejdsgiverens tilladelse. Det fremgår af en undersøgelse, som YouGov har foretaget for sikkerhedsfirmaet Trend Micro, skriver Version2.dk.

Ifølge undersøgelsen bruger godt 57 procent af danskerne i arbejde privat it-udstyr til eksempelvis at læse e-mails fra arbejdet.

30 procent af danskerne har imidlertid brugt deres private udstyr uden først at have fået tilladelse fra deres arbejdsgiver. Det kan være problematisk, fordi e-mails og dokumenter kan indeholde fortrolige oplysninger.

Det gælder ikke kun hardware-enheder. Ifølge undersøgelsen benytter 23 procent af danskerne i arbejde nemlig også cloud-baserede lagringstjenester beregnet til forbrugermarkedet som eksempelvis Dropbox, og 22 procent gør det vel vidende, at deres arbejdsgiver ikke har givet tilladelse til det.

60 procent gør det med arbejdsgiverens tilladelse, men tjenester rettet mod forbrugere kan være problematiske set fra et sikkerhedsperspektiv.

»Hvis man ser på Apples iOS, så er der ikke et filsystem, så folk finder deres egne veje til at dele information, og sikkerhed er ikke nødvendigvis det, de først tænker på. Ikke for specifikt at hænge Dropbox ud, men der var i 2011 et vindue på fire timer, hvor alle brugere havde adgang til alle filer på hele Dropbox,« siger Bring Your Own Device-chef Cesare Garlati fra Trend Micro til Version2.

Han understreger, at man skal huske, at disse tjenester er beregnet til forbrugere, som stiller andre krav til sikkerheden end en virksomhed, hvor eksempelvis en børsnoteret virksomhed skal overholde visse regler omkring fortrolighed.

Det er ifølge undersøgelsen stadig især den private pc, som danskerne bruger i forbindelse med arbejdet. 45 procent af danskerne bruger deres private pc til arbejdsopgaver, mens knap hver tredje bruger mobiltelefonen og 13 procent bruger en privat tablet.

Privat skal dog ikke forveksles med personlig, for 58 procent af dem, der bruger privat it-udstyr til arbejdet, giver nemlig børn, familie og venner lov til at bruge det samme udstyr.

»Dine familiemedlemmer er måske ikke bevidst om de samme retningslinjer for brug af it-udstyret, som din arbejdsgiver har udstukket,« siger Cesare Garleti.

Undersøgelsen viser også, at det stadig kun er et fåtal, der benytter sikkerhedssoftware på deres mobile enheder, mens flertallet bruger det på pc'en, men dog stadig blot 56 procent, som er bevidst om det. Blot 16 procent bruger sikkerhedssoftware på mobiltelefonen og blot otte procent på deres tablet.