Hver fjerde bank er lukket...

Mere end 23 procent af den samlede, danske banksektor er forsvundet siden 2007. Finanskrisen har i den grad sat gang i den konsolidering, som eksperter har talt om i årevis.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 1980erne lå der en bankfilial i hver flække og på hvert gadehjørne i storbyerne. Nu er de efterhånden mere sjældne end positive nyheder om amerikansk økonomi.

Konsolideringen – som nogen kalder for nødvendig – i den danske banksektor er i fuld gang.

Alene siden 1. januar 2007 er hver fjerde bank i Danmark lukket. Nogle er krakket, mens andre – og det er langt de fleste – har ladet sig fusionere. Helt nøjagtigt er antallet af banker skrumpet med 37 fra 159 i 2007 til 122 i dag – et fald på mere end 23 procent.

Og det slutter langtfra her:

»Faldet i antallet af banker vil fortsætte,« siger Jan Kondrup, administrerende direktør i de små og mellemstore bankers egen brancheorganisation, Lokale Pengeinstitutter.

Det er en betragtning, som én af landets førende bankeksperter, bankhistoriker og professor Per H. Hansen fra Copenhagen Business School, er enig i:

»Der er fortsat relativt mange banker i Danmark per indbygger sammenlignet med de fleste andre lande. Derfor vil udviklingen fortsætte,« siger Per H. Hansen.

Ikke plads til alle

Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, sagde for godt et år siden, at der kun bør være omkring 60 banker i Danmark – altså mindre end halvdelen af antallet i dag. Bankhistoriker Per H. Hansen vil ikke gætte på, hvor få banker der er plads til herhjemme.

Men løber det danske samfund ind i en såkaldt double dip – en ny økonomisk nedtur – forudser han, at fusioner kommer til at stå øverst på mange bankbestyrelsers »to do-liste«.

Nogle banker vil ligefrem blive opfordret til fusioner:

»Jeg kan sagtens forestille mig, at nogle bestyrelser bliver opfordret til at lade sig fusionere, når Finanstilsynet er på inspektionsbesøg,« siger Per H. Hansen.

Han er slet ikke i tvivl om, at finanskrisen er den direkte årsag til, at hver fjerde bank er lukket siden begyndelsen af 2007:
»Når samfundsøkonomien buldrer derudaf, er det nemt at være bankdirektør. Så er incitamentet til at fusionere med en anden bank lille. Det forholder sig lige modsat under økonomiske kriser,« siger Per H. Hansen.

Han skynder sig at understrege, at der er rigtig mange små banker rundt om i Danmark, som gør det godt. De driver sunde og solide bankvirksomheder og har nogle af de mest tilfredse kunder. Tiden arbejder bare ikke for dem.

Nogle af de helt små banker har så få ansatte, så omkostninger til administration, afrapportering til myndighederne og håndtering af nye regler relativt set er meget høje.

De små og mellemstore banker afviser, at håndteringen af regler er et problem:

»Vi har netop været gennem en periode med nye regnskabsregler, nye Mifid-regler, nye regler på investeringsområdet og nye regler for bestyrelserne. Det, der ligger fremadrettet, skræmmer derfor ikke nogen. Det bliver slet ikke et problem,« siger administrerende direktør i Lokale Pengeinstitutter Jan Kondrup.
Selv om han selv erkender, at der bliver færre og færre små banker, frygter han ikke snart at være arbejdsløs:

»Vi tæller ikke kun vores medlemmer. Vi vejer dem også. Vores medlemmer har i lang tid haft en markedsandel på 25 procent af de udstedte dankort, og det har de stadig,« siger Jan Kondrup.

Uden dramatik


Han understreger, at langt de fleste banklukninger er frivillige. En betragtning, som bankhistorikeren på Copenhagen Business School er enig i:
»Som regel foregår det helt fredsommeligt. En bankbestyrelse finder ud af, at det er fornuftigt at fusionere med banken i nabokommunen, og det sker uden dramatik,« siger Per H. Hansen.

Hans kollega på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, professor Peter Løchte Jørgensen, kalder antallet af lukkede banker for »overraskende højt«:

»Det er et højt antal. Men man skal være opmærksom på, at der ikke er tale om, at en fjerdedel af den samlede balance er væk, bare fordi hver fjerde bank er væk,« siger han.

Han er sikker på, at flere banker ville tilhøre fortiden, hvis ikke det havde været for statens hjælpepakker til den danske banksektor:

»Det er logisk at antage, at det så var blevet værre. På den måde virkede pakkerne efter hensigten, for selv om de har holdt hånden under banker, som måske ikke burde overleve, har de forhindret en stor panik, som risikerede at gå ud over også sunde banker,« siger Peter Løchte Jørgensen.