Hvem er Michael Burgess?

Officerssøn, malerlærling, Harvard-graduate, galop-entusiast, falleret luftfartselskabs-direktør og tidligere bestyrelsesmedlem i Klaus Riskærs krakkede selskaber - Michael Burgess, er nu i bagmandspolitiets søgelys oven på en kæmpe konkurs i 2004, er en mangefacetteret person.

Han er pæredansk, selv om han bor i Nairobi i Kenya. Han har sit engelsk-klingende navn - som han foretrækker udtalt på britisk - efter sin britiske officers-far, som hans mor, der var sygeplejerske, mødte og giftede sig med under 2. Verdenskrig.

Han har i en årrække været uden for offentlighedens søgelys ovenpå sit flyselskabs spektakulære konkurs i 2004. Nu er han pludselig tilbage i erhvervspressens spalter efter afsløringen af, at konkursboet efter hans selskaber med Plesner-kurator Michael Ziegler i spidsen, går efter en rekordstor erstatning på over en kvart milliard kroner hos selskabets tidligere ledelse og selskabets revisorer, Ernst & Young.

Michael Burgess er 56 år gammel, født nord for København, hvor han er opvokset sammen med sin bror John, som også har været en del af Michaels forretninger. Michael er oprindelig udlært hos Hempel Skibsfarver, hvor han avancerede til salgschef i 1975,og det var også Hempel, der udstationerede ham til en post i Iran frem til 1979.

I begyndelsen af 1980erne stiftede han Burgess Aviation Group, Aviation Assistance og flere andre flyselskaber, hvis foretningside var at leje fly af forskellige flyejere og så sørge for, at de blev holdt i luften.

Michael Burgess drev i flere år med succes udlejningsvirksomheden i Roskilde med base i lufthavnen og drev op til 44 fly til verdens tre store nødhjælpsorganisationer: FN, Røde Kort og ECHO. Dette marked beskrives som meget konkurrencebetonet, idet kontrakterne udbydes jævnligt, og alle, der ejer fly, kan i princippet byde på de lukrative kontrakter, hvor det er stensikkert, at betalingen falder prompte og til tiden.

Alligevel gik Burgess’ selskab ned i 2004, angiveligt fordi han mistede en stor ordre. Burgess havde imidlertid allerede tidligere oplevet et krak i flybranchen. I 1997 gik han ned med Business Flight of Scandinavia, som endte med store tab for investorerne.

Burgess havde forsøgt at konkurrere med førende danske flyselskaber med hele syv flyruter på et tidspunkt. Ifølge Politiken sagde han dengang: »Der kom storhedsvanvid over os, og vi fik opbygget en kolos på lerfødder.«

Michael Burgess har været en del af en eksotisk verden, hvor det ofte ikke var uden fare, når hans fly og deres besætning bevægede sig ud i urohærgede områder.

Heldigvis endte kidnappingen af et fly i Afghanistan lykkeligt i 1996, og kaptajn Holm Nielsen og den danske besætning kom hjem i god behold i den kidnappede Beechcraft, som FN havde hyret til brug for fredsmissioner i det borgerkrigshærgede område.

Den afghanske Taliban-milits havde sendt et gammelt sovjetisk bygget MIG-12 jagerfly mod det danske civile fly og tvang det ned i i en lufthavn i det vestlige Afghanistan.

Michael Burgess er en bekendt af finansmanden Klaus Riskær Pedersen, selv om denne siger, at han ikke har set Burgess i 17 år. Burgess' kone Annemette Haustrup var veninde med Riskærs daværende kone, Anne Mette Riskær. Burgess sad sammen med bla. Otto baron Reedtz-Thott i det nu krakkede Accumulator Invests bestyrelse. Burgess’ kone var på et tidspunkt medejer og bestyrelsesmedlem i Nick Elsass’ galopstutteri.

Interessen for galopheste deler hun med sin mand, som i dag ifølge Greens fortsat er næstformand i Klampenborg Galopselskab og medlem af bestyrelsen af Foreningen til den Ædle Hesteavls Fremme, hvor også Nick Elsass er aktiv.