Hvad skete der med flykirkegården? De langtidsparkerede fly er flyttet – men Københavns Lufthavn er fortsat venteværelse

Københavns Lufthavn huser stillestående flyvemaskiner, som har været et usædvanligt syn for forbipasserende. De op mod 100 fly er nu flyttet over på en mere permanent parkeringsplads.

Københavns Lufthavn er blevet omdannet til et venteværelse for flyvemaskiner.

Flyene står langtidsparkeret uden umiddelbare udsigter til at komme op i luften, da coronavirussen har foranlediget en økonomisk krise af rang for den samlede luftfartssektor.

Lukkede grænser, aflyste flyvninger og et kæmpemæssigt fald i efterspørgslen på flyrejser har gjort, at den ellers normalt pulserende lufthavn i København er forvandlet til en mennesketom arena, hvis enorme areal primært okkuperes af langtidsparkerede fly.

Luftfartssektoren har i kølvandet af udbruddet af coronavirus kommet ud i en historisk økonomisk krise, som efterlader tomme fly i venteposition på uvis tid. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Derfor bliver man mødt af op mod 100 stillestående fly, som står parkeret langs landingsbanerne i Kastrup.

Hidtil har forbipasserende kunnet spotte det usædvanlige syn, hvis de eksempelvis har nærmet sig den ikoniske Flyvergrillen, der er kendt for at gæste flyentusiaster, som typisk har taget turen fra København til Kastrup ad Englandsvej.

Nu er flyene imidlertid blevet flyttet til en mere permanent placering på den modsatte side af lufthavnens arealer.

De er således stadig at finde for de interesserede, der gerne vil se den fysiske side af den største krise i lufthavnens historie.

Her skal man blot bevæge sig ud mod den del af lufthavnen, som ligger langs Kystvejen, oplyser Simon Thoustrup, der står i spidsen for Airside Operations i Københavns Lufthavn.

»Vi har skiftet lokationen, fordi flyselskaberne alligevel skulle motionere flyene, så flyenes hjul ikke bliver firkantede af at stå stille i for lang tid med så stort et tryk. Og i forbindelse med, at vi nu har et fornuftigt billede af, hvad efterspørgslen er på langtidsparkering, så gav det mening at få dem ud på regulære standpladser,« siger Simon Thoustrup til Berlingske.

Den tidligere plads var således en midlertidig løsning, før lufthavnen fik overblik over, hvor mange flyselskaber, der havde behov for langtidsparkering.

I Københavns Lufthavn er det særligt fly med det blå SAS-logo, som står parkeret. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Indtil nu er det primært fly fra selskaberne SAS, Norwegian, Jet Time, DAT og Sunclass Airlines, der har fly parkeret på lufthavnens arealer.

SAS er det suverænt største luftfartsselskab, der er til stede i Københavns Lufthavn, og de står således for op mod en tredjedel af passagererne i lufthavnen – under normale omstændigheder.

SAS har nu omkring 40 fly parkeret i Københavns Lufthavn på uvis tid.

Det er svært at spå om, hvad der skal ske med flyene, oplyser Sille Beck-Hansen, chef for Public Affairs hos SAS.

»Det er svært at sige, hvad planen er. Vi ved jo ikke, hvornår vi komme ud at flyve igen. Det handler jo i høj grad om, hvornår de forskellige grænser åbner, hvornår der kommer opdaterede rejsevejledninger, og hvordan det ser ud i forhold til efterspørgslen for at komme ud og rejse igen,« siger hun.

Flyene har nu ændret placering til de parkeringspladser, som de holder på under normale forhold. Der holder de dog kun parkeret i korte perioder, hvor det er væsentligt færre fly, der står stille på jorden. Det er derfor et usædvanligt syn, at der nu står så mange fly parkeret på samme tid. Mads Joakim Rimer Rasmussen
Det er ikke kun udendørs, at alt står stille ved Københavns Lufthavn. Også indendørs er det mennesketomt som følge af coronakrisen. Søren Bidstrup