HV-Transport løb med sejren

Det blev HV-Transport i Her-ning, der blev regionsvinder i DTL, Region Midt/Nord – det blev afgjort i aftes i Viborg.

For mindre end tre år siden brændte virksomheden. Den rejste sig i nye omgivelser, og i går blev HV-Transport så kåret som regionsvinder i DTL Region Midt/Nord og går dermed videre i dysten om at blive Årets Transportvirksomhed 2008. Konkurrencen er arrangeret i et samarbejde mellem DTL, Michelin, Applus og Scania og med ErhvervsBladet.dk som mediepartner.

Manden i centrum af begivenhederne er vognmand Poul Jørgensen, som via organisationsarbejde er blevet en kendt skikkelse i transportbranchen. Selv gør han en dyd ud af, at hans virksomhed er en lille vognmandsforretning med alt, hvad det indebærer af service og fleksibilitet, når der samarbejdes med lokalområdets øvrige lokale transportfirmaer.

Han bruger fortsat en stor del af sin arbejdstid ved rattet i en af sine 13 lastbiler, der blandt andet udfører entreprenørkørsel, containerkørsel og gyllekørsel i tanksættevogne.

Overskud hvert årKonkurrencen er hård, men Poul Jørgensen er ikke den, der piber. Han har i øvrigt haft overskud hvert eneste år i sin virksomhed, som han, sammen med hustruen, Esther Haubjerg Jørgensen, etablerede i 1985.

»Det er naturligvis helt i orden, at jeg mister en ordre til en kollega, der kan udføre en opgave billigere end mig og tjene penge på det. Men hvis jeg mister en ordre, fordi en kollega byder på opgaven til så lav en pris, at han ikke er i stand til at tjene penge på det, så er det en anden sag. Så bliver jeg da sur,« siger Poul Jørgensen.

Surhed er nu ikke ligefrem det, der kendetegner regionsvinderen. Tvært-imod insisterer han på, at HV Transport skal være en god arbejdsplads for alle, og det indbefatter også, at medarbejderne har det godt med hinanden på kryds og på tværs.

»En ny medarbejder kan være nok så dygtig, men hvis han ikke falder rigtigt i med sine kolleger, så dur det ikke. Så kan vi ikke bruge ham,« pointerer vognmanden.

Til gengæld kan HV-Transport sagtens bruge medarbejdere, der af den ene eller anden grund har det svært ved at trænge ind på arbejdsmarkedet. Virksomheden har ved flere lejligheder haft medarbejdere på skåne- eller fleksjob.

»Når man nu er begunstiget af at have dygtige, velmotiverede medarbejdere i sit firma, så føler jeg også en forpligtelse til at vise socialt ansvar og hjælpe nogle af dem, der ikke har så let ved at få sig et arbejde,« forklarer Poul Jørgensen.

Her og nu arbejder firmaet i øvrigt på at indføre en hospitalsforsikring for sine medarbejdere, men det er blot det sidste nye i virksomhedens overordnede personalepleje, der også omfatter kvartalsvise chaufførmøder og flere årlige udflugter, hvor medarbejdernes ægtefæller er inviteret med.

HV-Transport hører i øvrigt til blandt de flittige til at uddanne såvel chauffører som mekanikere. Sidstnævnte har relevans, fordi virksomheden råder over eget værksted, der endda selv står for opbygninger.

Ledelsesstilen i HV-Transport er meget flad. Chaufførerne får meget ansvar for de enkelte opgaver. Ofte er der tale om gruppeorienterede opgaver, der også omfatter indlejede biler. Her forventes det, at HV-Transports egne chauffører går forrest i gruppen. Det kunne handle om trafiksikkerhed, der er en af virksomhedens grundværdier. Der køres eksempelvis aldrig over 80 km/t.

Poul Jørgensen, 51 år, er så småt begyndt at tænke i generationsskifte, og det kan han gøre roligt. Sønnen, Rasmus Jørgensen, der er speditionsuddannet, er ved at blive kørt i stilling i firmaet.