Husk at stoppe Apple, hvis du ikke vil betale

De gratis tre måneder med Apple Music udløber nu, og så begynder det betalte abonnement automatisk, hvis man ikke slår det fra.

Apples musikstreamingtjeneste, Apple Music, er gratis i tre måneder. Var man med fra begyndelsen i juni, udløber prøveperioden nu, og så skal man betale - hvilket sker automatisk, medmindre man slår det fra. Foto: Apple Fold sammen
Læs mere

Ved midnatstid vil en del brugere af Apple Music ufrivilligt finde ud af, at gratisperioden er slut.

Apple lancerede sin musiktjeneste for tre måneder siden og lovede tre måneders gratis brug. Den periode udløber 30. september, hvis man steg på fra begyndelsen, og eftersom man har afleveret sine kreditkortoplysninger til Apple, vil pengene for det fortsatte abonnement - 99 kroner om måneden - dermed automatisk blive trukket fra ens konto, medmindre man nu slår det fra, fordi man ikke ønsker at fortsætte.

Hvis bekendtskabet med Apple Music skal slutte, når perioden udløber (uanset hvornår det er), skal man på iPhone og iPad gå ind i Apple Music-appen, klikke på det lille silhouethoved øverst til venstre og dernæst vælge at se sin Apple-ID. Når man har tastet sin adgangskode ind, vil man kunne administrere sine abonnementer. Her skal man så slå den automatiske fornyelse fra og bekræfte, at man faktisk ønsker at gøre det.

Altid muligt at fortsætte

Bruger man Apple Music gennem programmet iTunes på en PC, klikker man på silhouetten med ens navn og fortsætter med samme procedure som på en telefon.

Det er hele tiden muligt at genoptage abonnementet mod betaling, hvis man senere ønsker at bruge Apple Music igen. Alle ens kontooplysninger ligger fortsat gemt hos Apple.

Alle analytikere afventer, at prøveperioden udløber, for at få reelle tal på, hvor stor interessen for Apple Music er. Den største musikstreamingtjeneste lige nu er svenske Spotify, som har 75 millioner brugere, heraf 20 millioner betalende.