Hurtig exit for Dagrofa-chef

Efter kun 16 måneder som koncernchef i Dagrofa har Carsten Normann forladt direktørkontoret på grund af uenighed om den fremtidige strategi.

Det blev til en kort forlovelse mellem nu tidligere koncernchef Carsten Normann og Dagrofa. Uenighed om strategi og indsatsområder har fået de to parter til at skilles »efter gensidig overenskomst«, som det hedder.

Carsten Normann og Dagrofas bestyrelse har indgået den aftale, at ingen udtaler sig om de konkrete årsager til Normanns pludselige exit efter kun 16 måneder som adm. direktør.

»Jeg ønsker ikke at sige noget om de udfordringer, der har været i Dagrofa, mens jeg har været ansat. Det er aftalen med bestyrelsen. Men der er ingen tvivl om, at jeg sagtens kan se mig selv i øjnene oven på min indsats,« siger Carsten Normann.

Han ser det ikke som et nederlag, at han pludselig er blevet fritstillet:

»Jeg har valgt en positiv tilgang. Jeg har nu fået en fantastisk mulighed for at tænke mig om og prøve noget nyt. Nu har jeg været i denne branche i mange år, og jeg vil ikke afvise at prøve kræfter med noget helt andet,« siger Carsten Normann og understreger i samme åndedrag, at Dagrofa også har drevet to IT-virksomheder, og at han derfor også har erfaring inden for IT-branchen.

Dagrofa leder nu efter en ny koncernchef, men indtil det er sket, træder Villy Rasmussen, der er tidligere koncernchef i Dagrofa, til som chef. Han tiltræder på mandag.

Carsten Normann er 44 år og har været koncernchef i Dagrofa siden juni 2006. Tidligere har han været adm. direktør i Netto i Polen og efterfølgende adm. direktør i Rema 1000 i Danmark.