Hun var superstjerne og god for 30 milliarder: Nu er hendes selvdestruktion komplet
Elizabeth Holmes var det ultimative billede på den amerikanske drøm. Hun droppede ud af universitetet og blev nationens mest succesfulde kvindelige iværksætter. Nu har den 35-årige amerikaner kurs mod en fængselsdom og er havnet i et spektakulært opgør med sine egne advokater.
Hvis Elizabeth Holmes bliver fundet skyldig i anklager om milliardsvindel, risikerer hun en maksimumstraf på helt op til 20 år bag tremmer. Stephen Lam/AFP/Ritzau Scanpix
Elizabeth Holmes blev fejret på Wall Street og sammenlignet med Steve Jobs fra Apple. Hun blev hyldet og mængede sig med eliten som den første kvindelige superstjerne i Sillicon Valleys mandsdominerede iværksættermiljø.
Elizabeth Holmes opnåede stjernestatus i USA. Her er hun på scenen sammen med den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton og grundægger af den kinesiske e-handelsgigant, Jack Ma, til en konference i efteråret 2015. Joshua Lott/AFP/Ritzau Scanpix
Nu har Elizabeth Holmes taget hul på et af de sidste kapitler i en lidelseshistorie, der ligner den største erhvervsskandale i USA siden energikæmpen Enrons pinefulde undergang.
Af et retsmøde, der blev afholdt i begyndelsen af november, kom det frem, at den tidligere superiværksætters advokathold har arbejdet gratis i mere end et år, fordi Elizabeth Holmes ganske enkelt ikke har betalt så meget som en eneste advokattime i et omfattende civilt søgsmål.
Det amerikanske advokatfirma Cooley kom for nylig et skridt nærmere sit mål om at tage afsked med sin skandaliserede klient, da en distriktsdommer indikerede, at han vil lade advokaterne forlade den omfattende sag.
Dog stillede dommeren som betingelse, at advokatfirmaet var i stand til at oplyse Elizabeth Holmes’ e-mailadresse og senest kendte fysiske adresse, så retten har mulighed for at komme i kontakt med hende.
Løgn på løgn
Dermed står den tidligere iværksætterstjerne nu for alvor alene tilbage i en verden, som for år siden hyldede hendes enestående rejse mod stjernerne.
Den tidligere så succesfulde erhvervskvinde er officielt blevet anklaget for at bedrage investorer for milliardbeløb via sit blodprøvefirma Theranos. Hun bliver i et separat søgsmål desuden beskyldt for at snyde læger og patienter med teknologi, som, hun var klar over, ikke fungerede.
Elizabeth Holmes påstod, at hun med Theranos havde revolutioneret blodprøveindustrien med banebrydende teknologi.
Hendes opfindelse skulle redde liv med hurtigere resultater, hvor man med blot to dråber blod kunne gennemføre komplette blodanalyser.
Avisen The Wall Street Journal kunne dog senere dokumentere, at teknologien bag produktet slet ikke virkede. Den store fortælling om Elizabeth Holmes byggede på en løgn.
Herefter igangsatte både det amerikanske finanstilsyn og justitsministerium undersøgelser, som skulle klarlægge, om Elizabeth Holmes og Theranos havde vildledt selskabets investorer.