Det fremtrædende kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez er venstreorienteret ind til benet, og hun kæmper for arbejderes ret til at organisere sig.
Derfor passede det godt ind i hendes politiske fortælling, da hun i maj 2022 proklamerede, at hun ville skille sig af med sin Tesla for i stedet at erhverve sig en anden elbil, der er fremstillet af en bilproducent med en fagforening i ryggen.
Teslas medarbejdere er nemlig ikke organiserede i en fagforening.
Men da Alexandria Ocasio-Cortez deltog i CBS-programmet »Face the Nation« for nylig, blev hun pludselig holdt fast på sine udtalelser.
Værten på programmet, Margaret Brennan, påpegede, at demokraten fortsat ejer en elbil af mærket Tesla, selvom hun flere gange har proklameret, at hun ville skille sig af med den. Det gjorde demokraten senest i juli, konstaterede programmets vært.
Anledningen til spørgsmålet var den igangværende strejke i den amerikanske bilindustri, der involverer knap 19.000 medarbejdere fra producenterne General Motors og konglomeratet Stellantis.
Værten spurgte, om hendes valg skyldtes de andre elbilers kvalitet eller stil.
Alexandria Ocasio-Cortez gjorde det i den forbindelse klart, at hun og hendes mand, Riley Roberts, var i færd med at sælge deres Tesla:
»Vores bil blev købt under pandemien, før vaccinen kom ud. Så den sikreste måde at rejse mellem New York og Washington var med en elbil, besluttede vi. Men det var før, nogle af de nye modeller kom ud på markedet – modeller, som havde et batteri til at køre hele vejen (fra New York til Washington, red.),« sagde hun og tilføjede:
»Men vi er faktisk i gang med at se på, om vi kan sælge vores bil. Så vi kigger på det, og forhåbentlig får vi den snart solgt,« sagde Alexandria Ocasio-Cortez i programmet »Face the Nation«.
Udtalelsen taler ind i en længerevarende konflikt, hvor demokraten flere gange har langet ud efter Elon Musk.
Hun har nemlig tidligere sagt, at hun ville skille sig af med sin Tesla, og det skete på et tidspunkt, hvor hun havde haft et større skænderi med Elon Musk på det sociale medie X (tidligere kaldet Twitter, red.).
Hun skrev således, at hun var »træt af milliardærer med et egoproblem«. Musk replicerede på ironisk vis: »Hold op med at lægge an på mig. Jeg er meget genert.«
Elon Musk har desuden beskrevet Demokraterne som et parti, der skaber »splittelse og had«.
De kommentarer gav Alexandria Ocasio-Cortez imidlertid ikke meget for:
»Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Han er milliardær,« sagde hun, da hun blev spurgt ind til Musks kommentarer om Det Demokratiske Parti.


