Hummelgaard stempler ind efter rockerchok i Aarhus: Vil undersøge sagen til bunds

Hells Angels har infiltreret det kritiske knudepunkt Aarhus Havn, mener Mærsk, og det får nu justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at varsle både undersøgelser og nye tiltag. Samtidig sender han dog bolden tilbage mod Mærsk.

Nu reagerer justitsminister Peter Hummelgaard (S) på Mærsks oplysninger om rockertilstedeværelse i Aarhus Havn. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix  Mads Claus Rasmussen

Ifølge rederigiganten Mærsk er det lykkedes en lang række personer med forbindelser til rockergruppen Hells Angels at skaffe arbejde på Aarhus Havn.

Havnen er Danmarks primære knudepunkt for containerimport, og store industrihavne er generelt centrale mål for blandt andet narkosmuglere. Dertil kommer, at de amerikanske NATO-styrker bruger havnen til at anløbe deres krigsskibe og til opbevaring af militært udstyr.